Dronninglund hotel
Dronninglund hotel
Dronninglund hotel
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Klassisk byhotel i hjertet af Dronninglund
  • Restaurant, bar og nyrenoverede værelser
  • Naturskønt ved Storskoven og Jyske Ås
NYHED
cd top arrow

Weekend i Vendsyssel

3 dages kør selv-ferie på klassisk byhotel i Dronninglund, Nordjylland

Tag en tur til toppen af Danmark, og lad en weekend eller miniferie tage jer ned i et lidt andet tempo end den travle hverdag. På Dronninglund Hotel er I landet på et klassisk, dansk provinshotel med masser af hygge og nærvær – og her har I en base i hjertet af Vendsyssel med nem adgang til alle Nordjyllands mange seværdigheder. Dronninglund er en smuk lille by med slottet, der troner ved indgangen til byen, og den enorme bøgeskov, der breder sig heromkring i Storskoven og over Jyske Ås, som er markante naturperler fyldt med vandre- og cykelruter i kuperet terræn. En tur til vandet ligger blot 10 minutter herfra, hvor den lille havn i Asaa putter sig ved Kattegat – og har I lyst til en udflugt, kan I både nå at besøge Skagen mod nord (85 km) såvel som Aalborg mod syd (31 km).

Det gamle Dronninglund Slot har i 800 år budt rejsende velkommen til byen – i dag er her både kunstnerkollektiv og aktivt landbrug, og man kan besøge slotskirken, der er fyldt med sjældne kalkmalerier. Tag også vejen forbi Voergaard Slot (13 km), der er et af Danmarks bedst bevarede renæssanceslotte komplet med voldgrav og haveanlæg. På en udflugt til den gamle havneby, Sæby (29 km), kan I spadsere langs dukkehusene i de brostensbelagte gader og stille frokostappetitten på én af fiskerestauranterne på havnen. Grib chancen for at opleve Skagen, som uanset årstiden byder på seværdigheder, der bare må opleves – f.eks. Skagens Museum med den nye flotte fløj og alle skagensmalernes uvurderlige mesterværker. Udnyt også muligheden for at spise frokost i de gamle pakhuse på havnen – eller tage en tur ud på Grenen, hvor Skagerrak og Kattegat mødes. Kommer I her i sommerperioden er Fårup Sommerland (45 km) et oplagt udflugtsmål – en af landets allerbedste forlystelsesparker med enorme rutsjebaner, vandland og alt godt derimellem.

Hovedstaden på disse kanter er også værd at besøge: Ålleren, Dobbelt-A, Nordens Paris – kært barn har mange navne! Den gamle arbejderby, hvor berømte og berygtede Jomfru Ane Gade i mange år var eneste turistflagskib, har de seneste år skiftet profil: Væk er værfterne, industrikvartererne og den rå attitude – og selvom nogle begræder forvandlingen, har den givet Aalborg et løft, der gør den meget mere tilgængelig som moderne metropol. Et levende studiemiljø og en kæmpe indsats på kultursiden har sin del af æren – og i dag har Aalborg et strejf af storby over sig, men i et overskueligt format og med sin helt egen charme og intimitet, der passer perfekt til et weekendophold eller en miniferie. Særligt den nye havnefront ved Limfjorden med spisesteder samt kulturtilbud som Utzon Center, Musikkens Hus og Nordkraft er spændende, nye oplevelser i Aalborg centrum.

Læs mere 
❯
Ankomst
Dronninglund Hotel

Faciliteter

  • Hund tilladt
  • Røgfrit
  • Trådløst internet

Adresse

Slotsgade 78
9330 Dronninglund
Danmark

Hotelbeskrivelse

Dronninglund Hotel ligger i hjertet af byen med butikker og byliv lige uden for døren, og herfra har I desuden kort afstand til de naturskønne omgivelser og vandreruterne i Dronninglund Storskov samt ved strand og hav på Østkysten (8 km). Hotellet blev genopført i 1981 efter en brand, og her er den klassiske danske hotelstemning i fokus med en hyggelig atmosfære og god service.

Hotellet har 70 værelser og tilbyder restaurant med bar samt gratis Wi-Fi, og der kan købes greefee til Dronninglund Golfklub på hotellet.

Der er gratis, udendørs parkering ved hotellet samt 3 ladestandere til elbiler.

Indkvartering

Alle værelser er nyrenoverede med badeværelse, føntørrer, skrivebord og stol, værdiboks, TV og gratis Wi-Fi.


Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 11.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 7.00-9.30.
Aftensmad serveres kl. 18.00-20.00.

I weekender og på helligdage serveres morgenmaden kl. 8.00-10.00.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr DKK 250,- pr. ophold afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Udflugter nordenfjords – Vendsyssels seværdigheder

  • Dronninglund Slot er et af Vendsyssels mest historiske bygningsværker, og man undgår ikke at se det, når man ankommer til byen, hvor det byder alle velkommen som det første, man møder. Slottet blev grundlagt som Hundslund Kloster i 1100-tallet af benediktinernonner, og i middelalderen ejede det store jordbesiddelser i Vendsyssel. I 1581 kom slottets nye bygninger til, herunder en renæssancefløj med tårne, og tiden omdannede gradvist det tidligere kloster til en herregård. I 1690 overtog Christian 5.s dronning, Charlotte Amalie, godset. Hun gav stedet navnet Dronninglund, som byen også senere fik. I midten af 1700-tallet blev slotsparken anlagt med smukke lindetræsalléer. Dronninglund Kirke, den oprindelige klosterkirke, rummer sjældne historiske kalkmalerier og inventar, der fortæller om stedets lange historie. Dronninglund Slot er ikke almindeligt åbent for offentligheden, da dele af bygningerne anvendes privat, men man kan opleve det smukke slot udefra og gå på opdagelse i de historiske omgivelser, og kirken er en vejkirke, der er åben for offentligheden: 2 km.
  • Dronninglund Kunstcenter byder på inspirerende omgivelser og skiftende udstillinger med både dansk og international kunst – fra malerier og grafik til skulpturer, keramik og glaskunst - samt café og en fin galleributik. Dronninglund Kunstcenter har en spændende historie, der begyndte i 1977, da den lokale el-installatør Birger Jensen realiserede sin drøm. Den karakteristiske bygning på 1.200 m² med sin særprægede tagkonstruktion og sit markante formsprog blev tegnet af arkitekterne Junker og Flyger og ligger smukt ved kanten af Dronninglund Storskov. I flere år gennem 80’erne og 90’erne henlå stedet i dvale, men kunstcentret blev reddet af lokale ildsjæle, og i marts 2002 kunne dørene igen åbnes for offentligheden, og siden har stedet udviklet sig til et levende kulturhus med koncerter og andre kulturelle arrangementer. Åbent dagligt undtagen mandag: 3 km.
  • Voergaard Slot – en af Danmarks bedst bevarede renæssancebygninger intakt med voldgrav og haveanlæg blev i 2018 kåret til Danmarks smukkeste herregård: 13 km.
  • Sæby er en lille, pittoresk handelsby ved kysten med sjove butikker, fiskerestauranter på havnen og en seværdig kirke fra slutningen af 1400-tallet samt den populære æbleplantage Nellemans Have: 29 km.
  • Den flotte udsigtsplatform på Pikkerbakken over Frederikshavn giver Nordjyllands flotteste panorama. Herfra har man overblik over hele byen og den travle havn og kan se helt til Skagen, Hirsholmene, Læsø og Skagen på klare dage. Besøg også Bangsbo botanisk have med bl.a. rododendronpark, sansehave, museum og cafe i den flotte herregård med tilhørende legeplads samt skønne vandreruter i Bangsboskoven med fritgående kronhjorte: 38 km.
  • Frederikshavn centrum byder på masser af specialbutikker, cafeer og restauranter. Her findes bl.a. en charmerende kaffe- og tehandel, vinbutikker samt butikker med tøj og kunsthåndværk. Herfra kan I også tage på udflugt til Læsø, som er rig på natur, kunst og kultur. Stig på cyklen, og tag turen rundt mellem øens unikke tanghuse, saltsyderier og spa-anlægget i den gamle kirke. Overfarten til Læsø tager 1,5 time. Flere daglige afgange: 42 km.
  • Fårup Sommerland mellem Blokhus og Saltum Strand i Vendsyssel er Skandinaviens ældste sommerland. Her er hygge under trækronerne men også tonsvis af forlystelser og adrenalinpumpende rutsjebaner, herunder Danmarks største trærutsjebane Falken (åbent maj-september): 45 km.
  • Stranden mellem feriebyerne Blokhus og Løkken ved det brusende Vesterhav hører blandt Nordjyllands bedste. Her kan man køre på stranden, bade om sommeren og få masser af frisk energi på en travetur langs Vesterhavets brusende bølger: 46 km.
  • Hvide sandstrande, det brusende Vesterhav og smukke klitplantager. Hirtshals byder på et stort udvalg af ferieoplevelser, besøg bl.a. Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er Nordeuropas største af sin slags og åben hele året: 62 km.
  • Føl vingesuset fra de store kongeørne og havørne lige over jer, og se falkene fremvise deres jagtteknikker i samarbejde med falkonererne til hest på Ørnereservatet mellem Tversted og Ålbæk (åbent fra påske og frem til efterårsferie – se forevisningstiderne på eagleworld.dk): 65 km.
  • Råbjerg Mile – eller bare "Milen" er Danmarks største vandreklit og det nærmeste, I kan kommer en dansk ørken. Sammen med Grenen indgår den i Danmarks Naturkanon: 73 km.
  • Kunstnernes Skagen, hvor de to have mødes, og lyset siges at være noget helt specielt. Her kan I se de verdensberømte kunststykker på Skagens Museum, besøge Den tilsandede Kirke eller køre med Sandormen til Grenen. Her er trendy cafeer i massevis, fiskerestauranter på havnen og specialbutikker, som holder åbent året rundt. I december pyntes Skagen med specialdesignet englebelysning, og alle butikker er udsmykkede til højtiden: 85 km.
Aktiv ferie: Vandreruter i Storskoven og golfbaner i Nordjylland

  • Dronninglund Storskov byder på bølgende bakker, dybe skovpartier, idylliske moser og historiske seværdigheder. Storskoven er en del af Jyske Ås og byder på flere afmærkede vandreruter i forskellige længder.
  • Sømoseruten (2 eller 3 km)
  • Stien fører gennem et varieret landskab med skov, åbne moseområder og vand. Sømosen gemmer også på en fascinerende historie. Omkring år 1900 slog omrejsende folk sig ned i området, hvor de boede i primitive hytter og jordhuler om vinteren. Spor efter de tidligere beboelser kan stadig ses i landskabet og giver turen et spændende historisk perspektiv: 5 km.
  • Bøgeskovsruten (3,5 eller 6 km)
  • Den gule rute fører gennem smukke bøgeskovspartier og et kuperet terræn, hvor man virkelig mærker Jyske Ås' særlige landskab. Undervejs kan I opleve blandt andet Troldestenen, det lille historiske kapel og den berømte Kærlighedsbøg. Turen går også til Knøsen, der med sine 136 meter over havet er Vendsyssels højeste punkt. Her får I mulighed for at opleve områdets markante højdeforskelle og nyde følelsen af at være på toppen af Nordjylland: 5,5 km.
  • Nåleskovsruten (5 km)
  • Turen går gennem tæt nåleskov, over skovklædte bakker og forbi åbne overdrevsområder. Undervejs kommer I op på Fruerhøj, hvor landskabet åbner sig, og I på klare dage kan nyde udsigten i retning af både Kattegat og Aalborg: 6 km.
  • Dronninglund Golfklub har en smuk og varieret 18-hullers golfbane, der snor sig gennem et landskab med skovpartier og kuperede fairways. Banen er anlagt i naturens eget terræn og byder på spændende udfordringer for alle med strategisk placerede bunkere, fem søer og huller, der kræver omtanke og præcision. Syv af hullerne ligger i skovbevoksning, mens andre åbner sig mod det mere frie landskab. Har man lyst til en kortere runde, byder klubben også på en 9-hullers Pay & Play-bane, hvor man kan spille uden golfkørekort. Der er desuden gode træningsfaciliteter og golfcafé. Hotellets reception sælger greenfee hertil: 3 km.
  • Brønderslev Golfklub har et stort og alsidigt baneanlæg med 27 huller fordelt på tre 9-hullers sløjfer, der kombineres. Banen ligger i et naturskønt landskab med skov, enge og vandløb, og de varierede huller byder på udfordringer for alle. Her er en 9-hullers Pay & Play-bane, hvor alle kan være med uden krav om medlemskab samt driving range, træningsfaciliteter og golfcafé: 35 km.
  • Frederikshavn Golfklub har en flot 18-hullers mesterskabsbane på det historiske Lerbæk Hovedgårds arealer i den nordlige del af Frederikshavn. Banen er anlagt som en parkbane med store træer, løvskov, søer og vandløb og designet med flotte greens og varierede huller, hvor især de mange søer stiller krav til præcision og omtanke. Det flade terræn gør banen behagelig at gå, og har klubben desuden en par-3-bane, driving range med både overdækkede og åbne udslagspladser samt putting- og indspilsgreens og øvebunkers. Klubbens bistro byder på stor terrasse med udsigt til de grønne omgivelser og i klubhuset er der en velassorteret proshop samt gode omklædningsfaciliteter: 43 km.
  • Golfamore giver mulighed for at spille til halv greenfee på de nævnte baner.
Aalborgs seværdigheder

  • Lindholm Høje og vikingemuseet – Nordens største vikingegravplads – ligger lige nord for Aalborg: 28 km.
  • Kunsten – Museum of Modern Art – er Nordjyllands kunstmuseum bygget af den finske arkitekt Alvar Alto i 1972 i hvid marmor. Her er værker fra 1900 og frem samt en skøn skulpturpark og god cafe.
  • Jomfru Ane Gade er 150 meter toppede brosten fyldt med restauranter, værtshuse og diskoteker og er centrum for byens natteliv.
  • Jens Bangs Stenhus – det meste af Aalborgs gamle centrum står i dag i Den Gamle By i Århus, men dette storslåede renæssancehus fra 1624 er bevaret og huser bl.a. den legendariske vinkælder Duus.
  • Utzon Center – Jørn Utzons sidste værk, som han skabte i samarbejde med sin søn Kim Utzon; designmuseum, restaurant og mødested for arkitekturinteresserede.
  • Nordkraft – kunsthal, sportscentrum, koncertsted og madmekka i Aalborgs gamle el-kraftværk. Lige over for Nordkraft ligger Musikkens Hus fra 2013, hovedkvarter for Aalborg Symfoniorkester og ramme om masser af store og små begivenheder i dansk kulturliv og på den internationale musikscene.
  • Aalborg Street Food – The Lighthouse – kom til i 2017. Her i skudehavnen i Fjordbyen kan man i godt vejr sidde og nyde sin frokost fra alverdens gadekøkkener med udsigt direkte over Limfjorden (åbent i sommerhalvåret): 31 km.

Blogindlæg relateret til Dronninglund Hotel

De bedste forlystelses- og dyreparker i Danmark – fra nord til syd
250528080730_presse 0005 02c05ae6 d9aa 4651 8b5a fce2e98e0e57
3 generationer i Esbjerg – en weekend vi ikke glemmer
250512090938_abb67fdc 846a 4ab5 9da3 5db89df7d17f
En Perfekt Getaway på Læsø Guesthouse
240926022114_460594539 10233091407125296 2448560761945063009 n
Mange gode vandretips!
231024013007_harzen
Kort

Radius omkring hotel:


Dronninglund Hotel
Slotsgade 78
9330 Dronninglund
Danmark

E 010° 17.529'
N 57° 9.556'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Kongen af Ørneriget

Kongen af Ørneriget

Ørnereservatet på toppen af Danmark er et møde med historiens vingesus i bogstaveligste forstand. I denne film får I en smagsprøve på oplevelsen af at komme helt tæt på verdens største rovfugle og de lynhurtige falke - ikke mindst de nordatlantiske havørne, som er Ørnerigets helt store personligheder.

Favorite Not favorite

Afventer gæstebedømmelse  ❯  

Vi har endnu ingen spørgeskemaer modtaget på dette hotel.

Dronninglund Hotel

Pris pr. person i dobbeltværelse
Fra DKK 1.099,-

Miniferie i Danmark inkl.

  • 2 overnatninger
  • 2 x morgenbuffet
  • 2 x 2-retters middag/buffet
  • 1 x sandwich og vand ved afrejse
;