Det blev et spændende møde med Polen, som vi besøgte for første gang i påskedagene midt i et lysegrønt, spirende aprilsvejr. Anledningen var et fristende slotsophold på det imponerende Schloss Zamek Kliczkow med Happydays - og som en lille sidegevinst kunne vi følge de spor, min mands slægt havde sat i landet, inden de flygtede under Anden Verdenskrig. Specialiteterne i SpreewaldTuren fra Danmark gik nemt og ubesværet gennem Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommerns landskaber - gode tyske motorveje og højt humør ved udsigten til en miniferie med lidt ekstra luksus. Snart rundede vi Berlin, og herefter gik turen ind gennem det særlige kanallandskab Spreewald, hvor vejen slyngede sig gennem skove og langs urgamle vandveje. Overalt stod der skilte, der reklamerede for "Gurken" - den særlige syltede specialitet, som Spreewald er kendt for. Men vi havde fået appetit på en anden lækkerbisken: Asparges! Vi kom midt i sæsonen, hele tiden passerede vi aspargesmarkernes bugnende jordvolde, og vi havde fået et tip om at slå vejen forbi en af vejkroerne for at indtage den lokale, hvide delikatesse med smør og stor fornøjelse. Det var en ubetinget succes, vi fik serveret de flotteste, friske, hvide asparges - og tippet er hermed givet videre til et pit stop, hvis I kommer forbi i sæsonen. Schloss Zamek Kliczkow - historisk luksus og polske priserHerfra var der ikke langt til den polske grænse, og ganske få kilometers kørsel på den anden side lå Schloss Zamek Kliczkow. Det er opført i et stort skovområde, hvor det dominerer den lille landsby ved floden Kwisa, og vi følte, vi var kommet til en helt anden verden, da vi traskede over den gamle vindebro og ind ad porten til slottet. Modtagelsen var venlig og imødekommende, og indkvarteringen i tårnværelse helt efter bogen med højt til loftet, lækkert nyt badeværelse og udsigt over borggården. Vi fik serveret buffet både morgen og aften - veltillavede og internationale retter og rigeligt af alt, selvom vi altid spiste sent mellem kl. 20 og 21. Men vi måtte stå på tæerne af personalet for at få serveret drikkevarer! Kulturen omkring mersalg er tydeligvis en anden her - så vi måtte vænne os til at gøre opmærksom på os selv og forlange et vinkort. Her var der ingen, der nødede os eller var påtrængende, og det var på sin vis vældigt fredeligt, men det endte med, at vi, før vi satte os, gik ind i baren, hvor de talte bedre engelsk, og her fik vi gjort opmærksom på, at vi altså gerne ville lægge lidt penge for at få andet end vand til maden. Ikke fordi det blev udnyttet - drikkevarerne, hvoraf vi benyttede os af gode øl og et ok vinkort, var rørende billige her på slottet! Og det samme gjaldt i øvrigt wellnessbehandlingerne, så det er oplagt at udnytte muligheden for lidt selvforkælelse i de smukke rammer. Slottets wellnessafdeling har noget så usædvanligt som en sekskantet "svømmehal", der tidligere husede slottets ridehal. Her strømmede lyset ind ad mægtige vinduespartier, og det store rum med de gamle spær og bjælker gav en særlig atmosfære til afslapningen i swimmingpoolen og saunaen. UNESCO-arv og familiens vuggeOmrådet er et skatkammer af overvældende, historiske seværdigheder, katedraler på hvert gadehjørne og pastelfarvede købmandshuse fra middelalderen i hver en gennemrestaureret bymidte. Her er shopping til meget lave priser og topmoderne varehuse - Polen er overraskende europæisk og helt med på noderne. Heldigvis har de også bevaret gode traditioner og designs - f.eks. købte vi os fattige i den berømte blå Bunzlauer-keramik i nabobyen Boleslawiec. Godt, at vi var i egen bil, for der blev pakket adskillige kilo kopper, fade og skåle med i bagagerummet. Men for os var turen også en rejse ned ad slægtens sti. Min mands far, min datters farfar og vores efternavn er født her, dengang Nedre Schlesien var tysk. Vi tog til Legnica og overværede messen og den utrolige mezzosopran i domkirken her på tærsklen til katolikkernes største højtid. Et melankolsk møde med den kultur, Wenzel er født af og med mange tanker om, hvordan livet for os alle kunne have udspillet sig, hvis ikke familien havde måttet flygte herfra, dengang horderne af russere indtog byen i 1945, iværksatte klapjagt på alle tyskere og indlemmede Polen i Østblokken - som først slap taget igen i 1993. Vi tog videre til Swidnica, hvor svigerfar kom til verden i 1938, uden anelse om, hvad der ventede os. Men det kunne turisterne vise vejen til - hvis du er i tvivl, om et sted har seværdigheder, så følg japanerne! Det var meget mærkeligt at støde på så mange japanere, som vi gjorde her på ukendt territorie - så vi var ikke i tvivl om, at her måtte være en ganske særlig seværdighed. Vi fulgte i bogstaveligste forstand nysgerrigt efter dem - til Fredskirken, som er på UNESCOs liste over verdensarv. Verdens største kirke i træ og bindingsværk, smuk som en Shakespearekulisse uden på og akkurat så svulstig som dens tid, barokken, inden i. Senere endte vi et noget mere ydmygt sted: Langt ude på landet, hvor skov og bjerge var ramme om familien Wenzels gæstgiveri i Rothwaltersdorf, en flække, der ikke har forandret sig en hel masse, siden alle tyskere blev fordrevet for 77 år siden. Undtagen på navnet, som er skiftet ud til det mundrette Czerwieńczyce. Her midt i ingenting stod slægtens vugge, og hvem kunne vide, at den varslede fordrivelse og drama, sorger og splittelse - men også nye led i Danmark og fremtiden for en som mig, der kommer fra en inderligt begivenhedsløs slægt af tusindårsjyder.