Er du klar til årets julemarkeder?
Før man ved af det, er julen her igen – og hvor er det fantastisk! For hvad er bedre end den søde juletid, hvor alting glitrer og glimter ekstra meget, og de mørke vinteraftener lyses op af de smukkeste, varme julelys, mens granernes tunge duft danser i luften og store, hvide sneflager daler ned fra himlen? Det er tiden for gaveræs og juleknas, det er hjerternes fest og det er definitionen på hygge med nostalgi og traditioner – nye som gamle.
Er det en juletradition for dig at tage på julemarked? Hvis ikke, har du et vaskeægte juleeventyr til gode, og allerede nu skal du til at booke dit ophold.
Her i indlægget får du vores oversigt over nogle af de mest populære julemarkeder i Tyskland, og du kan se alle vores julemarkedsdestinationer her.
Julemarked i Hamburg: 25. november til 23. december 2024
Du skal ikke køre ret langt syd for grænsen, inden du kommer til Hamburg. Derfor er det en perfekt destination til at besøge et af de mange tyske julemarkeder.
Byen er fyldt med juleboder og kunsthåndværkere på et hav af julemarkeder (ved St. Pauli, Rathausmarkt, Altona/Ottensen, Gänsemarkt, Spitalerstrasse og Jungfernstieg) med forskellige temaer: Her er blandt andet økologisk julemarked, hansestadsjulemarked og det traditionelle Hamburgmarked, som samler julespecialiteter fra hele Tyskland.
Find hotel til julemarked i Hamburg her
Julemarked i Bremen: 25. november til 23. december 2024
Bremen er en spændende og historisk by og specielt i julen – og derfor helt sikkert et besøg værd! Julemarkederne i Bremen har eksisteret i over 160 år, så her er der rig mulighed for en masse historie og oplevelser. Oplev den flotteste julepynt, skøjteløb, og hvad der ellers findes af julemagi. Du kan selvfølgelig få julebag, gløgg og alt, hvad der ellers hører juletraditioner til. Bremen ligger ca. 275 km fra den dansk/tyske grænse, så snup du bare en forlænget weekend eller en miniferie her.
Find hotel til julemarked i Bremen her
Julemarked i Lübeck: 27. november til 30. december 2024
Julemarkedet i Lübeck er uden tvivl et af de mest populære og med god grund – her får du jul med jul på. Det siges, at julemarkederne i Lübeck hvert år trækker mere end 250.000 mennesker til sig, og fra slutningen af november har julemarkederne bredt sig ud over hele byen.
Man må sige, at Lübeck virkelig også gør noget ud af deres julemarkeder – de har nemlig inddelt dem i forskellige temaer. Et sted vil du f.eks. kunne opleve en ”eventyrskov”, et andet sted er temaet ”historiske julemarkeder”, og de har endda også et ”maritimt tema”. Se alle temaer på www.luebeck-tourismus.de.
Så når vi siger, at der er noget for enhver smag i Lübeck, så lyver vi ikke. Hvis du vil opleve de mange forskellige julemarkeder, så skynd dig ind og book et ophold!
Find hotel til julemarked i Lübeck her
Julemarked i Slesvig by: 18. november til 29. december 2024
Hvis du vil opleve et julemarked som i gamle dage, så er et besøg på Slesvig julemarked et godt bud. Her er julestemningen i top i en af Nordens ældste byer. Her lever julehyggen i bedste velgående med boder, der tilbyder alt lige fra gløgg og ristede kastanjer til kunsthåndværk og andre julegaveidéer i selskab med alt det, der ellers hører sig til et klassisk julemarked i Slesvig by. For at fuldende juleeventyret bør du opleve Skt. Petri Dom, som danner en helt fantastisk og historisk ramme for decemberfestlighederne, som du ikke finder tilsvarende andre steder. Julen er noget særligt i Sydslesvig og det gamle Danmark syd for grænsen.
Find hotel til julemarked i Slesvig her
Julemarked i Goslar: 27. november til 30. december 2024.
Harzen er magisk, og juleskoven, der pryder Goslars historiske centrum, som er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, sætter rammerne for en særlig romantisk julestemning. Illuminerede grantræer, blød skovbund, skøn julemusik og velduftende lækkerier fylder de autentiske gader i den berømte kejserby. Få skridt fra juleskoven ligger den imponerende markedsplads, som i sig selv er en historisk kulturperle. Pladsen lyses op af en funklende allé af 80 brændende fakler, hvor over 70 boder er stillet op i stjerneform, og i december fyldes byen af unikke oplevelser med musikalske indslag, adventskonkurrencer og underholdning.
Find hotel til julemarked i Goslar her
Julemarked i Flensborg: 25. november til 31. december 2024
Fra slutningen af november inviterer Flensborg dig ind i julelysenes skær, hvor handelsbyens gamle centrum fyldes med skønne juleaktiviteter. Pyntede boder fra både Danmark og Tyskland lokker med kunsthåndværk, julevarer og specialiteter – her får du det bedste fra to nationaliteters juleverdener. Gaderne fyldes af julemusik, og du kan selvfølgelig også opleve en stor traditionel julepyramide.
Ingen jul, uden dejlig mad – heller ikke i Flensborg. Her er der rig mulighed for at smage på varerne fra ølbryggerierne ved havnefronten og i caféer og restauranter, der holder til i de store, gamle Kaptajnshuse og i de hyggelige, smalle gyder og stræder. Tag et smut over grænsen og kom i julehumør. Måske kombineret med lidt jule-grænsehandel, nu du er her.
Find hotel til julemarked i Flensborg her
Har du en julemarkedsfavorit i Tyskland? Det kan være et af de helt store markeder eller en ukendt juleperle, som man ikke bør gå glip af. Del det gerne i kommentarfeltet nedenfor.