Vi har endnu engang været på studietur for at finde de bedste rejsetips til dig - denne gang testede vi flere af vores hoteller i et af vores allermest populære ferieområder: Schleswig-Holstein.
Hele weekenden inkl. fredag var afsat til studieturen i Nordtyskland, og vi drog afsted fra et efterårsklædt Frederikshavn i slutningen af oktober. Vores base på studieturen er et af højdepunkterne for mange turister, når de besøger i delstaten Schleswig-Holstein: Den stemningsfulde hansestad Lübeck - en historisk by, som dufter af sød marcipan og salt søfartshistorie, og hvor hver eneste mursten i den gamle bydel beretter om byens storhedstid som strålende centrum for den lukrative Østersøhandel under Hanseforbundet i middelalderen.
På turen hertil slog vi vejen forbi og kvalitetstestede fire af vores hoteller: Hotel Wittensee i naturparken Hüttener Berge, Hotel Fährhaus Niederkleveez og Leibers Galerie-Hotel i søområdet Holsteinisches Schweiz samt Hotel Vier Jahreszeiten, som også var vores bekvemme base hele weekenden. Vi fokuserede mest på hotellerne og havde ikke den store tid til at udforske de smukke naturomgivelser, men alene landskabspragten gav os alle blod på tanden og lyst til at vende tilbage en anden god gang: Det pittoreske sølandskab tog sig ud fra sin allerbedste side klædt i oktobers løvfaldsfarver, flammende rødt og orange!
Dagen derpå besigtigede vi to af vores hoteller i selve Lübeck; et i den stemningsfulde gamle bydel; Phönix Alter Speicher Lübeck. Det andet lå tæt på den berømte byport Holstentor; Hotel Hanseatischer Hof. Vi kom også på endnu en herlig udflugt i Schleswig-Holsteins efterårspragt, da vi besøgte Ringhotel Seehotel Schwanenhof med en absolut mageløs udsigt over middelalderbyen Mölln samt Der Seehof, hvor hotellets helt unikke placering i Ratzeburg på landtungen mellem to søer - dobbelt søudsigt! - var en særlig fin oplevelse.
Vores arbejde består af rigtigt meget fod- og fotoarbejde! Vi besigtiger hotellerne indefra og ud - nogle fotodokumenterer, andre skriver alle vigtige noter og iagttagelser ned, når vi bliver vist rundt af hotellets værter. Men vi standser også op og bare lytter og mærker efter. Hvordan er stemningen? Hvad er særligt ved dette sted? Alt materiale bliver endevendt og anvendt, når vi kommer hjem, så vi får opdateret vores tekster, info og billedserier - alt sammen for at du kan få den bedste forudsætning for og forventning til en ferie på hotellerne.
Tag et kig på vores lille billedserie her med højdepunkter fra vores studietur - det er sådan vi arbejder!
Rigtig god fornøjelse fra alle os hos Happydays.