Fakta om Sverige
Areal: 450.000 km2
Indbyggertal: 10,6 mio.
Hovedstad: Stockholm
Sprog: Svensk
Valuta: Svenske kroner (SEK)
Tidszone: Sverige ligger i samme tidszone som Danmark
Elektricitet: 230 v vekselstrøm.
Vigtige telefonnumre på ferien
Alarm 112
Danmarks ambassade i Sverige 00 46 8 406 7500
Landekode 0046
Politi 112/114 14
Happydays +45 70 20 34 48. Åbent hverdage kl. 9-16.
Vejhjælp
Hvis du kommer ud for en ulykke eller får problemer med bilen, kan Assistance Kåren kontaktes på tlf. +46 (0)20 91 29 12.
Hvis du er kaskoforsikret, bør du altid først ringe til dit forsikringsselskab eller SOS International på 0045 70105050 for at høre, hvordan du skal forholde dig, eller du kan kontakte Falck på 00 45 70 10 20 30, hvis du har et Falck-abonnement.
Advarselstrekant
Svensk lovgivning siger, at man altid skal have en godkendt advarselstrekant i bilen. Advarselstrekanten skal du bruge til at advare bagfrakommende trafik ved nødstop. Trekanten skal placeres med front mod kørselsretningen, mindst 50 meter bag bilen på landevej og mindst 100 meter bag bilen på motorvej. Samtidig er det en god idé at tænde havariblinket.
Afstand
Loven siger, at afstanden skal tilpasses, så der ikke er fare for påkørsel, hvis bilen foran standser eller sætter farten ned. Der skal også gives plads til overhalende biler. Afstanden skal selvfølgelig tilpasses hastigheden samt på vej- og vejrforhold.
Havariblink
Havariblinket må benyttes sammen med advarselstrekanten, eller hvis køretøjet holder, så det er til fare for den øvrige trafik.
Brændstof eller ladestationer
I Sverige er der adgang til mange forskellige slags brændstof på tankstationerne. Det mest almindelige er fortsat benzin (95 og 98 oktan) og diesel. Men i storbyer eller på store tankstationer kan du også få E85 (85 % ethanol og 15 % benzin), biogas, HVO (syntetisk diesel), RME (rapsolie og metanol) samt brintgas.
Der findes desuden mange ladestationer til elbiler. Anvend appen eller hjemmesiden ChargeFinder for at finde ladestationer. Du kan downloade appen og indstille filtret i søgefunktionen, så det matcher dine behov. I mange tilfælde kan du se, hvor mange ladere, der er ledige, og hvad det koster.
Find flere nyttige apps omhandlende opladning, ruteplanlægning, elpriser m.m. her: https://www.elbiil.dk/vaerktojskassen/bedste-apps-til-elbil#opladning-paa-farten
Fotofælder
I Sverige findes der faste fotofælder (også kaldet stærekasser) langs vejene. Der er dog altid skilte, som advarer om, at du er på vej ind i et område med fotofælder.
Mobiltelefon og andet kommunikationsudstyr
Det er forbudt at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen i Sverige. Det straffes med bøde, som skal betales med det samme. Bøder og konkret vurdering af hvad ”skadelig kørsel” indebærer, er i sidste ende op til domstolene i Sverige. Det er ulovligt at indføre og bruge radar og laserdetektor, hvilket kan straffes med dagbøder og frakendelse af kørekortet.
Hastighedsbegrænsninger i Sverige
Bymæssig bebyggelse: 30, 40, 50, 60 eller 70 km/t
Landevej (personbil <3500 kg): 70, 80, 90 eller 100 km/t
Motorvej (personbil <3500 kg): 110-120 km/t
Motorvej (personbil med påhængsvogn): 80 km/t
I Sverige er det den enkelte kommune, der fastlægger hastighedsbegrænsningerne, så derfor kan disse variere fra by til by.
I vinterperioden fra 1. november til 15. april kan der være nedsat hastighed på visse veje.
Så hold øje med skiltene!
Kødannelser
Svenske motorveje og større byer kan også have perioder med tæt trafik og kø.
Helligdage
Nytårsdag: 1. januar
Helligtrekongersdag: 6. januar
Maj dag: 1. maj
Nationaldag: 6. juni
Juledag: 25. december
2. Juledag: 26. december
Helligdage med skiftende datoer:
Langfredag, 2. påskedag, Kristi himmelfart, midsommerdag og allehelgensdag.
Midsommerdag falder lørdagen efter 19. juni og allehelgensdag falder lørdagen efter 30. oktober.
Lygteføring
Alle biler skal køre med nærlyset tændt hele døgnet.
Tågelygterne må kun tændes, når sigtbarheden er meget dårlig og må ikke bruges sammen med nærlyset.
Overhaling
Overhalinger skal altid ske venstre om. Når du overhaler på motorvejen, skal du altid give tegn med blinklyset. På landevejen er det ikke påkrævet at bruge blinklyset ved overhaling, men det kan være en god idé for at advare andre bilister. Det er ikke lovligt at overhale ved fuldt optrukne midterstriber, før uoverskuelige bakker og vejsving, jernbaneoverkørsler og fodgængerfelter.
Hvis du bliver overhalet i Sverige, kan du støde på et hyggeligt fænomen, hvis du trækker ind i krybesporet for at give plads til en bagfrakommende bilist. Det er nemlig meget almindeligt, at den bagfrakommende bil blinker med det lange lys som tak. Hertil kan man svare ”selv tak” ved at blinke tilbage.
Parkeringsregler
I de fleste større byer skal der betales afgift for at parkere. Stil altid p-skiven, når I parkerer i områder med tidsbegrænset parkering.
Det er forbudt at parkere imod færdselsretningen. Hvis du parkerer ulovligt, kan du, ud over en bøde, risikere, at bilen bliver slæbt væk på din regning.
Promillegrænse
Promillegrænsen i Sverige er 0,2.
Pærer
Det er en god idé at have et ekstra sæt pærer til bilens lygter med sig på ferien.
Rastepladser
Allemandsretten giver gode muligheder for ophold i naturen, men camping og længerevarende overnatning i campingvogn eller autocamper kan være reguleret lokalt. Følg altid skiltning og lokale regler.
Rundkørsler
Du har vigepligt for køretøjer, der allerede er i rundkørslen. Hvis der er mere end én vognbane i rundkørslen, skal du vælge den, der passer bedst. Hvis der er vejskilte eller vejafmærkninger, skal du følge disse anvisninger. Blink til højre, når du forlader rundkørslen eller skifter vognbane.
Sikkerhedssele
Alle passagerer skal have sikkerhedssele på under kørslen. Der må ikke være flere i bilen, end der er sikkerhedsseler til. Det er bilens fører, som har ansvaret for, at alle børn under 15 år har sikkerhedssele på under kørslen.
Børn under 135 cm skal benytte godkendt sikkerhedsudstyr, som passer til barnets alder, højde og vægt.
Sikkerhedsvest
Hvis du eller andre er tvunget til at stige ud af bilen uden for bymæssig bebyggelse (f.eks. ved hjulskift), er det en god idé tage en gul sikkerhedsvest på. Det er dog ikke lovpligtigt.
Hav altid sikkerhedsvesten inde i bilen.
Skiltning
Der er fare for påkørsel af elsdyr på de svenske veje i sommerperioden, især i morgen- og aftentimerne. Vær derfor opmærksom på advarselsskilte.
Den ottekantede stoptavle betyder, ligesom i Danmark , at man skal standse helt op før passage. De svenske myndigheder ser meget strengt på, at denne regel overholdes.
Hvad betyder skiltene
Mack: Tankstation
Hamn: Havn
Fornminne: Fortidsminde
Tillträde förbjudet: Adgang forbudt
K:a: Forkortelse for Kyrka, dvs. kirke
Træthed under kørslen
På den lange køretur kan trætheden pludseligt melde sig. Husk, at der er stor risiko ved at køre, når du er træt.
Hvert år skyldes mange trafikuheld, at føreren af bilen trænger til en time eller to på øjet. Derfor anbefaler vi, at du på længere ture tager en overnatning undervejs, eller at du stopper bilen og tager en lur på 20-30 minuter, hvis trætheden melder sig.
Trafikinformation
Mens du er på farten, har du mulighed for at følge med i trafikinformationen via Sveriges radioprogram 3 og 4. Ved vigtige trafikmeldinger afbrydes de almindelige udsendelser på program 3 døgnet rundt. De lokale radiostationer sender også vej- og trafikmeldinger efter behov.
Informationer om vejarbejde og den aktuelle vej- og trafiksituation kan ses på www.trafikverket.se. Derudover kan du se den aktuelle vej- og trafikinformation i bl.a. Skåne, Göteborg og Stockholm på www.trafiken.nu.
Ulykker, der involverer dyr
Ulykker, der involverer elge, hjorte, rensdyr, vildsvin, bjørne, ulve eller losser skal straks indberettes til politiet på enten 112 (alarmnummer) eller på 114 14 (landsdækkende politinummer). Stedet, hvor ulykken har fundet sted, skal markeres med et reflekterende bånd eller andet, således at politiet nemt kan finde det. Efter afmærkning af stedet og indberetning af ulykken kan man forlade stedet.
Ulykker, der involverer mindre dyr som grævlinger, harer og ræve skal ikke anmeldes.
Vejrforhold
Hold øje med vejrudsigten i de lande, du skal køre i på din ferie, så du ved, hvilke vejrforhold du kan støde på undervejs. Måske skal du også have sikkerhedsudstyr med på turen, særligt hvis du kører i vinterhalvåret.
Vejskat i Stockholm
I Stockholm er der indført vejskat. Der opkræves betaling for biler ved ind- og udkørsel af det centrale Stockholm. Et kamera registrerer bilens nummerplade, og afgiften opkræves af bilens ejer.
Vigepligt
Hvis der hverken er skilte, markeringer på vejen eller lysregulering, er der højre vigepligt.
Du har altid vigepligt for bagfrakommende trafik. Undlad at køre i overhalingssporet, hvis du kører med samme fart eller langsommere end dine medbilister i den højre vejbane.
Det er tilladt at trække ud i sidesporet ved langsom kørsel. Hvis sidesporet er markeret med fuldt optrukket linje, er det dog ikke lovligt.
Vinterdæk
Ved vinterføre mellem 1. december og 31. marts skal bilen have vinterdæk godkendt til vinterkørsel (3PMSF/snefnug-symbol) eller pigdæk.
Øvrigt
I Sverige er det, ligesom i Danmark, brugt at blinke med lygterne, hvis der er politikontrol forude, eller hvis man har glemt at tænde nærlyset.
Betalingskort
Der kan i de fleste tilfælde betales med kreditkort på restauranter og benzinstationer i hele Sverige.
Man kan trække kontanter på sit Visa, MasterCard, Maestro eller Cirrus kort i alle “Bankomat”- eller “Minuten”-kontantautomater.
Drikkevand
Postevandet i Sverige er generelt af meget høj kvalitet og kan drikkes direkte fra hanen.
Kæledyr
Hvis du tager din hund, kat eller andre kæledyr med til Sverige fra udlandet, skal det have et gyldigt EU-kæledyrspas.
Toldregler
Der kan forekomme midlertidig grænsekontrol ved indrejse til Sverige, og man bør derfor medbringe gyldig legitimation eller pas.
Åbningstider
I Sverige findes der ingen regler for, hvor længe butikkerne har åbent, pånær systembolaget, som lukker tidligt om lørdagen og har lukket om søndagen. Supermarkeder åbner typisk tidligt og lukker sent, og butikscentre har typisk længe åbent.
Forretningerne i Sverige har typisk åbent mandag til fredag kl. 9.30 til 18.00 og lørdag fra kl. 9.30 til 14.00/16.00. I de større byer kan du typisk handle i indkøbscentre og supermarkeder til kl. 19.00.
Midsommer i Sverige
Midsommer, Sveriges største og mest traditionsrige højtid, fejres i samme periode som vores egen Sankthans. Den svenske midsommeraften falder altid fredag mellem den 19. og 25. juni. I den forbindelse holder restauranter og butikker lukket, særligt på midsommerdag og midsommeraften.
Rygning
Det er ikke tilladt at ryge indendørs i det offentlige rum, i restauranter og på serveringssteder, med mindre det foregår i et rygerum eller i rygekabiner.
Drikkepenge
Drikkepenge er frivillige i Sverige og gives typisk kun ved særlig god service.
Mad og drikke
Sverige har flere nationale delikatesser. Et eksempel på en typisk svensk ret er köttbullar, som er små, krydrede kødboller, der ofte spises i kombination med kartoffelmos og en skefuld tyttebærmarmelade. En anden svensk delikatesse er ärtsoppa med pannkakor (ærtesuppe med pandekager). Pandekagerne er normalt smurt med syltetøj. Smörgåsbord er også en berømt svensk måltid, som består af kolde og varme retter. Endnu en lille svensk specialitet er kartoffelmos (mos) med for eksempel en pølse (korv) eller rejesalat til. Det sælges på gaden og indtages ofte som et mellemmåltid eller som frokost af svenskerne.
I Sverige er alkoholholdige drikkevarer dyre. Alkohol med højere alkoholprocent sælges primært gennem den statslige butikskæde Systembolaget.
Uskrevne regler at følge i Sverige
Der er mange uskrevne regler i Sverige. Her er et lille uddrag:
• Gør plads til, at folk kan stige af toget, bussen eller sporvognen, før du selv stiger ind. En overtrædelse af denne regel medfører som regel dybe suk og vrede blikke fra dine medpassagerer.
• Hold køkultur. Ingen er vigtigere end andre, når det kommer til svenske køkultur. Vent derfor pænt i køen, til det bliver din tur. Tålmodighed er en dyd, som ejes og plejes i Sverige.
• Tal ikke for højt eller længe i mobiltelefon. På trods af, at Sverige er et af de lande, som har flest mobiltelefoner pr. indbygger, er det mindre velset at tale i telefon på offentlige steder.
• Forsøg altid at holde køen ved busstoppestedet; også selvom der ikke er en kø. Forsøg at huske, hvem der ankom til stoppestedet lige før dig selv, og gå så efter ham eller hende ind i bussen.
• Lad være med at prale. Svenskerne bryder sig generelt ikke om folk, der praler eller på anden måde roser sig selv.
Vigtige adresser
Danmarks Ambassade, Sverige
Jakobs Torg 1
Postadr.:Box 16 119
S-103 23 Stockholm
Betalingsring
I Sverige er der indført en betalingsring i Gøteborg. Denne inkluderer Europavej E6 (Malmø-Oslo).
Ligesom i Stockholm er betalingssystemet hverken omfattet af bomme eller betalingsbokse. Afgiften bliver opkrævet automatisk, så bilister bliver ikke opkrævet betaling ved bomme.
Blinklys
Når du kører på motorvejen, skal du altid give tegn med blinklyset ved vognbaneskift. Det gælder selvfølgelig ved overhalinger, men også når du kører ind på motorvejen og forlader den igen.
Jernbaneoverskæringer
Vær altid ekstra opmærksomme, når I krydser en jernbaneoverskæring. Sæt farten ned eller stop helt op, hvis I har dårligt udsyn.
Andet udstyr til vinterferien
Ved vinterkørsel anbefales det at medbringe skovl, startkabler, varmt tøj og sprinklervæske med frostbeskyttelse. Det anbefales at have følgende redskaber med i bilen: sprinklervæske med antifrost, reb og startkabler.