25-årsdagen for Berlinmurens fald
Berlins 45 kilometer lange symbol på den kolde krig og byens dramatiske historie behøver for de fleste næppe nogen nærmere introduktion. Men i 2014 er der en særlig anledning til at tage de historiske briller på og besøge nabolandet Tysklands hovedstad, som den 9. november fejrer 25-årsdagen for Murens fald.
8.000 lysende heliumballoner
Selve årsdagen og dagene op til bliver markeret med en enestående særudstilling af 8.000 lysende heliumballoner, der strækker sig 15 kilometer gennem Berlins centrum langs den tidligere grænse mellem Øst- og Vestberlin. Lysgrænsen bliver levendegjort af tusindvis af personligheder med hver sin historie om Berlinmuren, og langs grænsen kan man opleve udstillinger, rundvisninger og meget mere. Flere steder i byen kan man desuden opleve historiske filmcollager på storskærme, og fra Berlins mange udsigtspunkter har man mulighed for at få overblikket over alle begivenhederne og mærke den helt særlige stemning, som kommer til at præge byen i disse dage.
Selve udstillingen finder sted den 7.-9. november 2014, men resten af året vil der også være rig lejlighed til at fordybe sig i historien ved en række specialarrangementer.
Berlins must see
Ellers er Berlin i sig selv en stor kulisse af imponerende bygningsværker og historiske monumenter, som kan opleves på alle årstider. Og en ferie i Berlin er aldrig helt fuldendt, før man har set de store seværdigheder som blandt andet Brandenburger Tor, Checkpoint Charlie, Gendarmenmarkt, TV-tårnet og Berliner Dom.
Berlin - på en anderledes måde
Får man lyst til at vende blikket væk fra Berlins historiske monumenter for en stund, kan det varmt anbefales at smutte en tur forbi Deutsches Currywurst Museum eller Ritter Sport Museet – et sikkert hit for både store og små. Eller prøv en Trabi-safari – en guidet tur gennem Berlin i en ægte østtysk Trabant.