Oplev det tyske natur- og kulturlandskab fra togturen, for her er al tid i verden til at nyde de betagende udsigter. I dette blogindlæg får du en guide til 9 enestående togstrækninger gennem Tyskland – fra Nordsøens blå bølger til alpeidyl over broer og gennem tunneller. Så parkér bilen for en stund, og find inspiration til det næste eventyr i tog.
1. 34 km gennem Alperne
Oplev den 34 kilometer lange togstrækning gennem Alperne, som Berchtesgader Landbahn har kørt i over 120 år. Turen går fra Freilassing til Berchtesgaden, og på denne strækning kommer du forbi imponerende bjerge, idylliske gårde, græssende køer og historiske byer samt en stejl stigning undervejs. Det kan især anbefales at tage turen om vinteren, hvor landskabet er pakket ind i vintersneens tykke dyne og ligner noget fra et eventyr. Og tager man turen om sommeren, kan turen afsluttes med en forfriskende dukkert i bjergsøen Königssee.
2. Over 194 broer og med fuld fart
På denne 327 kilometer strækning mellem Hannover og Würzburg i Bayern krydser man hele 194 broer og flere tunneller i høj hastighed med ICE-toget. Blandt andet føres man igennem Tysklands længste tunnel – den 10 kilometer Landbrückentunnel, som ligger mellem Kalbach og Mottgers. På turen kan du desuden nyde udsigten over landskabet med bindingsværkshuse og bakker.
3. Over Kielerkanalen i 42 meters højde
Her går turen fra Hamburg til øen Sild, og strækningen viser noget af den smukkeste og mest varierende natur i Nordtyskland, med et frodigt landskab, marsk og Vadehavet. Vælger du denne strækning, kan du se frem til at krydse Kielerkanalen via Hochdonn-broen i 42 meters højde. Herefter fortsættes turen langs kysten til den 11 kilometer lange Hindenburgdæmning, der forbinder Sild med fastlandet.
4. Kultur og naturidyl ved Rhinen
Den 70 kilometer lange ICE-rute mellem Köln og Mainz kører langs Rhinen, og her venter der udsigter over vinmarker, storslåede slotte og klipper – et område, som, med god grund, er at finde på UNESCOs liste over verdensarv. På strækningen kommer du også forbi Rhinens berømte vartegn Lorelei – en 194 meter høj sagnomspunden klippe med fortællingen om den ulykkelige Lorelei, som sad på klippen og redte sit hår, mens hun sang vemodige sange. Loreleis skønhed og sang fortryllede ifølge sagnet sømændene – så meget, at de glemte alt om de kraftige strømninger i floden og dermed kollidere mod klippen i deres skibe.
5. Fortryllende Rügen
I Østersøen ligger Tysklands største ø, den populære feriedestination Rügen. Hop på intercitytoget ved Rügendæmningen ved fastlandet i Stralsund, og oplev den 52 kilometer lange ø på en togtur. Herfra går turen til byen Sassnitz på Rügens østkyst. Nyd udsigten over havnen i Altefähr med de vuggende sejlbåde og store yachter, og se også frem til synes af de berømte kridtklipper ved Jasmunder Bodden, som minder om Møns Klint.
6. Den historiske togstrækning i Alperne
Mittenwaldbahn har siden 1912 forbundet byerne Mittelwald i Bayern og Innsbruck i Østrig, og den elektrificerede jernbane var den første fuldt certificerede af slagsen i Østrig. Togstrækningen er 32 kilometer lang, og her kommer du gennem 16 tunneller og krydser 18 broer og viadukter. Se især frem til turen over floden Schlossbach på Schlossbachbroen – en 66 meter lang stålkonstruktion, som er så ikonisk, at den også findes som samlesæt til modeljernbaner!
7. Fra Berlin til München på fire timer
Med ICE-toget klares denne 585 kilometer lange togstrækning på blot fire timer, og der er masser at opleve – blandt andet Thüringer Wald, hvor 29 broer krydses, og smukke søer og idylliske landsbyer passeres. På ruten må man også forberede sig på mørke udenfor, da eksprestoget kører igennem 22 tunneller. På ruten kan du desuden se frem til at passere storbyerne Leipzig og Nürnberg samt Europas længste jernbanebro, Saale-Elsterbroen, på 8,6 kilometer.
8. Ruhrs industrielle historie
Ruhr-distriktet gemmer på masser af historie om industri og kulminedrift, men området har med årene også udviklet sig til et kulturelt kraftcenter med det industrielle in mente. I området findes over 1.000 industrielle monumenter, 200 museer og masser af teatre, og meget af det findes stadig i de gamle industribygninger. Hvis man hopper på toget i enten Münster eller Dortmund, er der altså masser at opleve. Fra Ruhr krydser toget Rhinen og kører mod Köln, hvor man blandt andet kan opleve byens berømte domkirke.
9. Til Bloksbjerg med damptog
De fleste kender Bloksbjerg i Harzen som heksenes slutdestination, når vi fejrer Skt. Hans, men der er meget fredeligt og smukt ved bjerget, som kan opleves, når man tager det over 130 år gamle damptog på Harzer Schmalspurbahnen. Tag damptoget fra Wernigerode, og kør til toppen af Bloksbjerg, der, med sine 1.141 meter, er det højeste bjerg i Nordtyskland. Turen tager halvanden time, og jo mere toget slider for at komme op ad bjerget, des mere røg kommer der fra skorstenen. Udsigten er hele turen værd, og hvis vejret er klart, kan man se toppen af Grosser Inselsberg i Thüringen, Köterberg i Weserbergland og Petersberg nord for Halle an der Saale.
Ha’ en vidunderlig togtur gennem Tyskland!