Efter en god nats søvn i en dejlig blød seng var vi klar til morgenmaden, og hvilken morgenbuffet, vi kom ned til. Det var en 6-stjernet morgenmad på 4-stjernet hotel! Sikke et udvalg. Udover det fremsatte kunne man også bestille en omelet. Der var scrambled eggs, pølser, bacon, små frikadeller, små pandekager, frugt, yoghurt, flere slags oste, pålæg, marmelader, juice, te, brød, kager – det hele nemt at komme til og smukt sat op. I hele perioden blev der fyldt op, så selvom man kom i den sidste time af åbningstiden, var der rigeligt. Kaffen stod på bordene, som var pænt dækket op. En lækker detalje var, at der var hele friske brombær rørt i frugtyoghurten.
Hotellet bestræber sig på at købe lokale varer, såsom brød, kager, frugt, fisk m.v. Det kunne godt smages, at det ikke kom fra et centralt cateringfirma.
Ca. 8 min. gang fra hotellet går sporvogn nr. 6 til byen. Der er afgang hver 15 min. og i alt 4,5 km ind til centrum. Man skal tage retning af lufthavnen, hvilket står på vognen og på stoppestedet. Man står af ved Dom Heide, og når man skal retur, er det selvfølgelig modsat retning – mod Universitet Syd, hvor man også skal stå af. Man trækker billetter i vognen og kan betale med kontanter eller kort.
Når man står af ved Dom Heide, ja så er man bare der – altså lige midt i Alte Stadt. Man lander lige i de smukkeste omgivelser. Det hele er fint skiltet, og man finder nemt turistinformationen (Böttcherstrasse 4), hvor der kan købes billetter til de forskellige ting, man gerne vil prøve eller se. Er du/I vilde med Harry Potter, ja så ligner gaden faktisk det berømte Diagonalstræde fra filmene – og er ligeså spændende at gå rundt i. Midt i gaden er et meget specielt klokkespil lavet af keramik. Det er en meget sart og flot lyd. Samtidigt roterer i alt 11 tavler med scener fra Bremens historie i en runding i muren. Virkeligt flot lavet. Det sker kun 3 gange om dagen. Tidspunkterne står på væggen. Det er i samme bygning som turistbureauet. Det er også et hit hos børnene.
Og hvis børnene er med på rundtur i Bremen, så hold øje med det, der ligner et kloakdæksel i brolægningen, på Marktplatz. Putter man en mønt i sprækken, spiller bymusikanterne – Bremens vartegn. Det synes ungerne virkeligt er sjovt – og de voksne med.
Vi valgte en tur med det lille tog, som hedder Stadtmusikanten-express og en rundtur på det gamle rådhus. 10 euro pr. person for rundturen på rådhuset og 8 euro pr. person for turen med toget. Begge dele tog i omegnen af 45 minutter, så du får noget for pengene. Turen på det gamle rådhus foregik på engelsk, og turen i toget på tysk, hvilket var en lille smule svært at forstå, da det var over en højtaler, og der var larm fra toget – men heldigvis kunne vi jo se det hele fra vores gode plads i toget.
Vi havde på forhånd valgt at ville se følgende: området Schnoor, det gamle rådhus, domkirken på Marktzplads, stadsmusikanterne (hvor det bringer held at røre æslets hove. Der var også et æsel i mere folkelig udgave (som Henrik skulle hen og røre ved) og selvfølgelig alt derimellem, vi kunne nå. Du må ikke snyde dig selv for at besøge Schnoor. Der er fyldt af kringlede gader med meget specielle butikker og hyggelige cafeer.
Rådhuset er unikt. Bygningen stod der mange årtier før, at Columbus tog til Amerika. I den store sal hænger der kæmpestore modelskibe i loftet. Vi undrede os over, at et af dem havde grotesk store kanoner til at det var en model. Guiden fortalte, at den kunne skyde rigtigt, og at man gjorde det under festerne i salen. Det skabte meget glæde hos mændene, men ikke hos damerne, hvis kjoler blev beskidte at røgen og krudtslammet. Specielt er det at se, at rådhuset er meget mere overdådigt udsmykket end domkirken ved siden af. Denne er ret spartansk (og dunkel). Alt i alt er rådhuset mageløst flot med helt unikke detaljer, som man kan kigge længe på – det er bestemt et besøg værd. Under rådhuset er en vinkælder, som strækker sig ud under markedspladsen i 2 retninger, under jorden og er enorm. Den rummer verdens største samling af tyske vine. Køb billet på turistkontoret, og få en rundvisning i kælderen.
Den gamle bydel var meget smuk, og der var mange spændende specialbutikker med ting, vi bestemt ikke ser herhjemme. Det romantiske store torv i centrum for det hele – med statuen Roland. Der var masser af små boder med mad og håndværk, der var musikanter i tophumør og udklædte mennesker.
Bremen er berømt for sin kaffeimport og -ristning. Ludwig Roselius opfandt den koffeinfri kaffe, men ironisk nok døde han af koffeinforgiftning, fordi han skulle smage på op til 100 kopper kaffe om dagen. I Bremer Holzhafen indrettede han i 1914 repræsentationslokaler med marmor og stuklofter. Huset er nu overtaget af Lloyd Caffee, som holder kaffeseminarer i Marmorsalen. Café med kaffe fra egen import og risteri. Kan anbefales.
Vi mødte rare mennesker overalt i butikker mv., og fortvivl heller ikke her, hvis dit tyske ikke er for godt, for alle taler engelsk, nogle mere andre mindre, men ikke et problem. Vi var afsted i 10 timer, vi gik, vi så, vi oplevede, vi spiste – meget is, vi shoppede, til vi trætte vendte snuderne hjem til hotellet igen, fyldt med indtryk fra en dejlig dag en fantastisk by. Vi har slet ikke set nok, vi kunne godt have brugt i hvert fald 1 dag mere bare i byen. Der er såååå meget at opleve.
Og var det lige dejligt at hoppe i et varmt karbad med masser af skum ovenpå sådan en dag. Vi følte os bare godt tilpas, og meget heldige.
Praktisk info
Start dit besøg i den gamle bydel ved at besøge turistinformationen i Böttcherstrasse 4. Book så enten mini-togturen med Stadtmusikanten-express eller den guidede togtur. Så får du en fin fornemmelse af, hvor alting er. Der er begrænsede pladser/tidspunkter, så du kan lige så godt få booket dig ind med det samme. Her udleveres også kort – og de kan booke utallige andre aktiviteter til dig (eks. vores rådhustur).
Man kan også downloade appen ”BremenGo” allerede hjemmefra. Den bruger augmented, hvilket betyder, at når du peger med din mobil på statuen med de 4 by musikanter, så kommer der små 3D-figurer frem omkring statuen, der vil guide dig gennem Bremens historiske bydel. Eller der kommer et imponerende skatkammer frem, når du peger på rådhuset.