Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Henrik og Milles rejseblog

Henrik R.
Blog oprettet: 03-05-2024 Blogindlæg i alt: 4 Antal kommentarer: 5 Antal følgere: 0 Følg denne blog

Bremen-turen: Dag 3

Sidst opdateret: 03-05-2024
Dette indlæg er læst 1000 gange
Oprettet: 03-05-2024

Dag 3 var en kontrasternes dag. Den startede historisk og dystert med et besøg i Bunker Valentin, og senere gik vi på opdagelse i spændende eksperimenter, omgivet af glade børn.

Bunker Valentin er et monument på Hitlers storhedsvanvid og et vidnesbyrd om en menneskelig tragedie. En tragedie fra 2. Verdenskrig, hvor 1.600 mennesker døde i Hitlers forsøg på at bygge en fabrik, der kunne lave en super-ubåd hver 56. time. Når en ubåd var færdig, kunne den glide ubemærket ud af bunkeren i en kanal under vandet – og ud i Weser.

Valentin er selv i dag en enorm bygning, hvor man føler sig ganske lille ved siden af. Den ligger i meget smukke omgivelser ud til Weser-floden. De smukke omgivelser står i stor kontrast til den historie, vi får fortalt om de grusomheder, der fandt sted netop her.

Ved indgangen står et mindesmærke for de 1.600 døde. Det er en betonsøjle, som langsomt maser livet ud af en gruppe mennesker. Det sætter stemningen for resten af besøget.

Bunkeren er en stor kolos, som også beskrives som et bæst. Nu bliver den langsomt dækket af planter, og erosion danner tidens graffiti på væggene med mange farver og mønstre. Inden for de metertykke vægge kan man mærke kulden, ganske sikkert som dengang. En del af det indre er oplyst af video, som projiceres op på den enorme væg – hvilket giver en speciel stemning.

De frivillige på stedet var meget hjælpsomme og interesserede i at tale med os – en rigtig god oplevelse, hvor du ikke kunne undgå at mærke historiens vingesus.

Bunkeren er absolut et besøg værd, og alt er ganske gratis. Den udleverede audioguide vækker historien til live med mange interessante beretninger fra overlevende og gennemgang af bunkerens tilblivelse.

Vi brugte det meste af to timer på stedet.

Hjemme igen på ATLANTIC Hotel Universum Bremen nød vi forårssolen med en forfriskning på hotellets terrasse, som ligger hyggeligt ud til den lille sø, hvor vi kiggede direkte på ”sølvhvalen” (Universum) – målet for vores næste eventyr i Bremen.

Universum er et sted med interaktive forsøg og oplysninger om teknik, mennesket og natur, i 3 etager. Den tilstødende store bygning med særudstillinger var desværre under ombygning, da vi var der. MEN, hvor var det sjovt og spændende. Stedet er et must, hvis du har børn med eller måske er et par barnlige sjæle som os, der elsker at lære nyt. Så vi fik rigeligt tiden til at gå med at prøve alle de mange, ca. 300, opstillinger/oplysninger/forsøg. Der er noget til alle, hvad enten du og dine børn er til at se, føle, høre eller sanse. Vi følte os også meget seje, da vi løftede VW Beatle bilen udenfor, med vores bare næver 

PS. fik vi nævnt, at morgenmaden på hotellet igen var forrygende? 


Praktisk info

HUSK at 99 % af alle forretninger holder lukket om søndagen – og ja, det er alle, også i centrum. Men museer og seværdigheder er åbne – så planlæg dit besøg efter det.

Bunker Valentin
Start besøget med at gå rundt om bunkeren og ind i receptionen, og få udleveret den gratis audioguide/kort. Gå så tilbage til P-pladsen og start turen der.
Bunkeren er drevet af frivillige og kun åbent hver 2. dag – så tjek åbningstiderne. Der er ingen kiosk, så husk evt. lidt vand til besøget.
Bunker Valentin ligger i landsbyen Farge ved floden Weser, ca. 30 km nordvest for Bremen. Man kan køre selv (30 min. fra hotellet) eller vælge offentlig transport med tog fra Bremen, ca. 45 min., og det sidste stykke med bus nr. 90.

Universum
Stedet er åbent hver dag – også søndag. Der er en sjov butik, hvor man kan købe mini-eksperimenter og fortsætte udforskningen hjemme på hotellet. Der er også mulighed for at spise og en stor speciel legeplads udenfor.

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
15-05-2024 11:44skrevHappydays
Hej Hans Verner. Den er så fin, den video - tak for at tippe om den! :)
14-05-2024 13:48skrevHans Verner Lollike
Bremen er en fin oplevelse!
Hvis man har lyst til at se, hvordan Bunker Valentin kan opleves, så har Happydays lagt en video med os 2 "gamle", Inge-Lise og Hans Verner Lollike ud på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=DFUT1vg_To0 .
mvh
Hans Verner Lollike

Tags på indlægget

#Nordtyskland #Bremen #ATLANTIC Hotel Universum Bremen #Dig & mig #God hoteloplevelse #Hyggestunder #Miniferie #Storbystemning #Einsmuttur
;