Fasten er droppet - festen er poppet

Fastelavn markerede oprindeligt starten på den kristne faste. I fire dage spiste, drak og festede man for at nyde bordets glæder inden de 40 dages faste, der sluttede påskelørdag.

I dag spiser vi stadig lækre fastelavnsboller og fester med hinanden, mens selve fasten røg i svinget under reformationen i 1536. Fastetraditionen var nemlig katolsk, og ved at afstå fra nydelsen ved mad forberedte vores forfædre sig åndeligt på fejringen af påsken. 

Vi har været selektive i forhold de traditioner, vi har taget med os fra 1200-tallet til i dag – og dem, vi har beholdt, har vi studset lidt i siderne.
Men kom med! Så starter vi historiebussen og tager en tur gennem flæskeorgier, onde katte, frugtbarhedspisk og skræmmemasker.

Lad os begynde ved bordet
Madtraditionerne fornemmes tydeligt i højtidsdagenes oprindelige navne. Fastelavnssøndag var flæskesøndag, mandagen var flæskemandag – og begge dage mæskede man sig lystigt i flæsk og andre fede sager. Tirsdagen kaldtes hvide tirsdag, og her smovsede man fin, hvid mad. Det kunne for eksempel være hvedebrød eller forgængeren til vores moderne fastelavnsboller: mælk med hvedeboller i.

Den fjerde dag gik under navnet askeonsdag. Denne dag gik man i kirke og fik tegnet et kors i panden med aske som et symbol på altings forgængelighed – også menneskets. Med dette ydmyghedens tegn i panden var man klar til at faste.

Fastelavnsris er ikke noget, man spiser
Fastelavnsriset har været kendt i Danmark siden 1700-tallet, men det var ikke et rart bekendtskab. Forældre brugte nemlig riset til at minde deres børn om Jesu lidelser, og kærestepar pryglede hinanden og strøede derefter aske over hinandens kroppe. Hos kæresteparrene var formålet at øge frugtbarheden ved at slå med friske grene, hvis knopper var bristefærdige, og dermed overføre den spirende frugtbarhed til kroppene.

Først omkring år 1800 begyndte risene at ligne dem, vi kender i dag. Dem, der er dekoreret med papirblomster og katte, og som er mere beregnet til pynt end prygl.

Der er også noget med en kat og en tønde?
Højtiden handlede om at feste og faste, men også om at bekæmpe ondskaben. Man ville drive den bort forud for sommermånederne og byde en lys og god høst velkommen.

Dengang var katte et symbol på ondskab, og ved at slå dem ihjel i tønden, slog man ondskaben ihjel. Denne tradition holdt ved helt op i 1880’erne, men efterfølgende blev det almindeligt at skifte den levende kat ud med en figur – eller en kat, der var død i forvejen.

I dag vælter heldigvis kun frugt, slik og andre godbidder ud, når bunden går af tønden.

Hvorfor er man egentlig klædt ud?
Vores forfædre klædte sig ud og tog masker på, og så løb de ellers rundt i gaderne for at skræmme ondskaben væk. Samtidig havde de det sjovt med at skræmme hinanden, så udklædningen handlede også om at more sig.

Dog var det mest de voksne, der havde det sjovt under fastelavn dengang. Det var ikke en børnefest, og de fleste børn har sikkert været måbende tilskuere til de voksnes udskejelser.

I sydeuropæiske lande er modstykket til fastelavn karnevaller. ”Carne vale” betyder faktisk ”Farvel, kød!”, og karnevalstraditionen hænger altså oprindeligt sammen med fasten.

Sjovt! Men hvorfor rasler man så?
I det gamle Danmark red karlene fra gård til gård og fik en dram hvert sted, inden de samledes et sted i byen for at se de unge mænd slå katten af tønden. Ligeledes gik man på besøg hos hinanden og nød mad og drikke sammen inden fasten.
Man mener, at traditionen for at rasle kommer af denne tradition for at byde hinanden på gode sager.

Vi er nået til endestationen og parkerer historiebussen igen. Du ønskes en god og appetitlig fastelavn af alle os hos Happydays!

Kilder: historie-online.dk og kristendom.dk