Flyv til Nice – og få badeferie og storbyoplevelser i én ferie
Drømmer I om palmer, lune aftener og en ferie lige ud til Middelhavet – men knap så meget om den lange køretur gennem Europa? Så kan I faktisk komme overraskende nemt til Saint-Raphaël med fly.
Happudays egen IT-chef Per og hans kone Helle har netop været afsted, og deres dom var klar: Turen kan kun anbefales! De nød ferien i fulde drag med over 30 graders varme, strandliv, restauranter og masser af stemning i byen.
Her får I nemlig en skøn kombination af byliv og badeferie – med både Nice, Cannes og Saint-Tropez inden for rækkevidde.
Fra Danmark til Sydfrankrig på cirka 2½ time
Nice Côte d’Azur Lufthavn er den nærmeste større lufthavn, og her kan I flyve til fra både København, Aalborg og Billund.
Fra København flyver blandt andre SAS og Norwegian direkte til Nice, og flyveturen tager cirka 2 timer og 20 minutter.
Fra Aalborg og Billund tilbyder Norwegian direkte sæsonfly på udvalgte ugedage. Her tager flyveturen cirka 2 timer og 30-40 minutter. Det var denne rute Helle og Per benyttede.
Tag toget næsten helt til hotellet
I behøver ikke leje en bil for at holde ferie i Saint-Raphaël.
Fra Nice Lufthavn kan I tage den gratis sporvogn til området ved togstationen Nice Saint-Augustin. Herfra kører der direkte tog langs kysten til Saint-Raphaël Valescure.
Togturen tager cirka 1 time og 10 minutter – og undervejs får I de første smagsprøver på den smukke franske Riviera.
Når I står af toget, er ferien stort set begyndt: Hotel Excelsior ligger under tre minutters gang fra stationen. Ingen lange transfers eller besværlig transport – blot afsted med kufferten mod strandpromenaden og Middelhavet.
Strand, byliv og sydfransk stemning
Hotel Excelsior ligger direkte på Promenade des Bains i hjertet af Saint-Raphaël. På den anden side af gaden venter sandstranden Plage Veillat, og lige omkring hotellet finder I restauranter, caféer, butikker, marked og den hyggelige havn.
Dagen kan begynde med morgenmad på hotellets terrasse og udsigt over havet. Derefter kan I gå en tur gennem den gamle bydel, finde en plads i solen på stranden eller nyde en kølig drink langs promenaden.
Fra havnen kan I endda sejle direkte til Saint-Tropez – en langt mere afslappende måde at ankomme på end at holde i kø på de populære kystveje.
Skal I vælge tog eller lejebil?
Vil I først og fremmest nyde Saint-Raphaël, stranden og bylivet, kan I sagtens holde hele ferien uden bil. Både centrum, strand, togstation og havn ligger tæt på hotellet.
Vil I derimod udforske mere af Côte d’Azur og Provence, kan I leje en bil i Nice Lufthavn. Der er cirka 60 kilometer til Saint-Raphaël, og køreturen tager normalt omkring en time afhængigt af trafikken.
Med en lejebil kan I blandt andet besøge Cannes, Saint-Tropez, de røde Estérelbjerge og de små provencalske landsbyer og vingårde i baglandet.
Det er også muligt at bestille taxa eller privat transfer direkte fra lufthavnen til hotellet.
Er Côte d’Azur tættere på, end I troede?
Få timer efter afgangen fra Danmark kan I stå på strandpromenaden i Saint-Raphaël med udsigt over det azurblå Middelhav.
Det er næsten svært at tro, at en ferie med palmer, strandliv og sydfransk stemning kan være så nem at komme til. Men Per og Helle har prøvet det – og de kan kun anbefale, at andre gør dem kunsten efter.
Se opholdet på Hotel Excelsior i Saint-Raphaël
Bemærk: Flybilletter og transport mellem lufthavnen og hotellet er ikke inkluderet i opholdet hos Happydays og bestilles separat. Flyruter, afgangsdage og rejsetider kan ændre sig.