Tager I turen over Øresund og tilbringer et par efterårsdage i det svenske, behøver det bestemt heller ikke være lutter hygge og velbehag. Tag f.eks. i den store forlystelsespark Liseberg, som holder åbent i perioden 6. oktober til 5. november 2023. Her er parken trukket i Halloween-kostumet med masser af orange græskar overalt og lokker både store og små med skræmmende oplevelser.
I Halloween-tiden har endnu en frygtelig efterårsstorm vendt op og ned på alting i Lisebergparken. I det forfærdelige rod efter stormen venter oplevelser, der giver de ældste børn – og de voksne – kuldegysninger ned af ryggen, mens de små (eller familiens mindre modige?) kan besøge Kaninlandet, hvor det hele går anderledes fredeligt til med græskar, ansigtsmaling, kaninteater og en spændende slik-skattejagt.
Mens de små nyder de sjove figurer, aktiviteter og pyntede forlystelser i Kaninlandet, ser det anderledes dystert ud for familiens lidt ældre medlemmer: Det føles næsten, som om de mørkeste dele af parken er blevet besat. Her venter alt fra blodtørstige klovne til hæsblæsende ondskab og skræmmende møder med jeres værste sider.
Prisbelønnet forlystelsespark
I efteråret 2023 blev Liseberg kåret som Europas bedste forlystelsespark. Prisoverrækkelsen fandt sted under den årlige branchemesse for forlystelsesparker i Wien, og udover altså at blive kåret til Europas bedste forlystelsespark blev Liseberg præmieret for forlystelserne Mechanica, Balder og Helix. Alle forlystelserne er åbne under Halloween, og der er mange hyggelige restauranter, cafeer og stande, der sælger Halloween-inspireret mad, slik m.m.
Bo godt i Göteborg og omegn
(U)hyggelig ferie i Sverige!