Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Britt Reeses Rejseblog

Britt Reese
Blog oprettet: 06-03-2012 Blogindlæg i alt: 9 Antal kommentarer: 8 Antal følgere: 3 Følg denne blog

Hotel Riederalm

Sidst opdateret: 24-11-2021
Dette indlæg er læst 1792 gange
Oprettet: 28-07-2016

Super lækkert hotel, med et værtspar i hopla.
Vi ankom til hotellet lørdag eftermiddag, vejrudsigten havde ikke været for god hjemmefra, og regnen som havde fulgt os fra vi passerede den Østrigske grænse og til Leogang, så vi heldigvis ikke mere til, før vi kom retur til Danmark 8 dage efter.

Vi fik en rigtig fin modtagelse på hotellet, blev vist rundt på hotellet, hvor den mindste vågnede op, da vi gik forbi den store fine legeplads. Vi blev indkvarteret i et dejligt  stort værelse med den smukkeste udsigt. Efter at have pakket ud, fandt vi hurtigt badetøjet frem, så vi kunne nå en dukket i den meget indbydende pool, inden vi skulle teste restauranten.

For vores familie er madoplevelserne en stor del af det at have ferie, og vi var da også lidt spændte på at spise 7 aftener i træk på hotellet.
Maden var lige så fantastisk og spændende som jeg havde læst om, friske lokale råvarer, som blev serveret med masser af kreativitet, og i passende portioner. Hotellet gjorde meget ud af at gøre opmærksom på, at man blot kunne bestille ekstra, såfremt man ønskede det.

Om torsdagen havde vi spist os mætte i forretterne, da hotellet denne aften åbnede køkkenet for gæsterne. Her kunne vi følge kokkene i deres verden, det var et super arrangement, som helt klart kan anbefales at prøve.

A room with a view.
Vi havde forventet, at vi skulle køre en del km efter mange af attraktionerne, men selve hotellet - som vi godt tør kalde luksushotel, ligger lige op af svævebanen og mountainbike-parken som er belønnet med flere priser, og hvor der skal afholdes VM i free-ride.

Der var en fantastisk udsigt over bjergene og meget underholdende at følge mountainbike rytterne ned af bjerget, enten fra værelset, pool området eller fra gårdhaven på hotellet.

I selve terrænet findes der vandre/cykle ruter med panorama udsigt til alle, lige fra nybegynder til ekspert, og der er mulighed for at leje rigtigt godt udstyr til rimelige penge - stor oplevelse.

Et stop på mellemstationen, hvor der er etableret en sansepark, er en sjov oplevelse for nysgerrige børn og barnlige sjæle. Her er hyggelige restauranter både på toppen og på midter stationen, som serverer pandekager, som børnene ikke lige glemmer med det samme, og som gjorde at vi den første dag valgte at gå ned fra toppen til mellemstationen, det tog en time i pæn fart, og med dejlige ømme lårmuskler som følge de næste par dage

Selvfølgelig skulle vores datter også prøve Flying Fox XXL, som er det ultimative adrenalin kick – vi forældre kunne vist også mærke adrenalinen blot ved at stå og se på. Sara blev spændt på en stål wire, og med en hastighed på op til 130 km, 140 meter over jorden, ”fløj” hun 1,5 km over bjergene. Turen blev optaget med GoPro kamera der var sat på hendes hjelm, og den film er vist allerede blevet set en del gange. De 2 andre børn ”nøjedes” med at køre rodelbahn, til stor glæde for forældrene.

Små udflugter.
Det tog en times tid at køre til Salzburg, og alle vores pas lå på hotellet, så da vi opdagede at vi nu var i Tyskland, fik vi det lidt varmt, men der var ingen kontrol ved grænsen, så vi slap med skrækken. Vi tog først McArthurGlen, som er et stort designer outlet (den samme kæde som i Neumünster). Herefter kørte vi de 10 min ind til selve Salzburg i 30 graders varme. Det var nærmest for varmt til byvandring, men hold da op en smuk by, som vi klart skal tilbage til. Den havde meget at byde på – også udover Mozart kuglerne.

I Kaprun kørte vi efter Mooserbodensøen, som ligger 2040 meters højde. Mooserdæmningen 497 m lang og 107 m høj, består 1,5 mio ton beton og 200 mio m3 vand, men vi endte med at gå ved selve "Sigmund-Thun-Klamm" - en dyb kløft med et brusende vandløb, dannet i løbet af den sidste istid. Der er bygget en trætrappe hele vejen gennem kløften - det var rimeligt spændende og smukt, og både børn og voksne kunne være med.

Og så lige lidt golf.
Vi købte Greenfee (AlpinGolf) til 2 golfklubber samtidigt, og sparede derved ca. 30%. Det forsvarede over for ikke-golferne i familien, hvorfor vi måtte afsted 2 gange. J

Hotellet hjalp os med at booke tid, da vi gerne ville slå ud så tidligt som muligt på dagen.  Teenagerne blev hjemme på hotellet, da de gerne ville have mulighed for at sove længe, som unge i deres alder nu har behov for - så det fungerede fint.

Først blev banen i Zell Am See testet (ca. 15 km fra hotellet), det var en flot, flad og meget velholdt bane, som lå for foden af det over 3000 meter høje Kitzsteinhorn bjerg.
Banen har 36 huller, vi spillede sløjfen ”Kitzsteinhorn”, det var en fin smal bane, og vi synes at vi havde fortjent lidt forfriskninger på golf restaurantens terrasse efter 18 huller i 28 grader og ingen vind, og glædede os samtidig over at vi havde slået ud kl. 08.15.

Senere på ugen spillede vi på Brandlhof GC i Saalfelden (ca. 5 km fra hotellet), banen er placeret mellem bjergsiderne, fantastisk smukt område, så hvis golfboldene ikke lige gør det man forestillede sig, kan man i det mindste glæde sig over de maleriske omgivelser. Floden som man spiller hen over flere gange, skulle man nærmest tro var en ønskebrønd, med alle de bolde som jeg slog

Hotellet er en klasse for sig og værtsparret – ja hele familien der driver hotellet, er meget nærværende og top professionelle. De formår at få os gæster til at føle os hjertelig velkommen, og det var med til at vi havde en fantastisk ferie - både børn og voksne.

Se muligheder for at du kan besøge stedet

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
15-09-2023 15:06skrevLars Villadsen
Bravo Britt Reese???
Vi var i Leogang Hotel Riederalm primo juli 23, og kan ikke være mere enig i beskrivelsen af hotel og personale. :-)))
08-08-2016 09:21skrev Karin Wenzel
Lyder som et skønt, skønt sted for alle aldre! Tak for superfine tips og beskrivelser. :)

Tags på indlægget

#Good Life Resort Riederalm #Aktivitet & action #Gastronomi & gourmet #God hoteloplevelse #Luksus #Wellness
;