Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Lills Rejseblog

Lill Christensen
Blog oprettet: 20-01-2017 Blogindlæg i alt: 2 Antal kommentarer: 0 Antal følgere: 1 Følg denne blog

Hvad skal man se i Skagen? De 5 bedste oplevelser får du her!

Sidst opdateret: 11-01-2022
Dette indlæg er læst 2356 gange
Oprettet: 01-11-2016

Hvad ville en nordjyde pege på, hvis turen gik mod Skagen og seværdighederne i byen? Lill har været i praktik på feriefabrikken og giver sine fem bedste bud her
Drømmer du om duften af frisk havvind? Eller at cykle mod aftenssolen på brostensbelagte stier mellem gule bindingsværkshuse en sensommeraften? Drømmer du om at opleve den danske sommer når den er bedst?

Så drømmer du om Skagen.

Som vaskeægte nordjyde findes der ikke noget bedre end en miniferie på toppen af Jylland. Det har faktisk ikke rigtig været sommer uden!

Derfor vil jeg rigtig gerne give dig lidt ideer til en ferie på Skagen, og tage dig med til fem af de steder, som jeg synes, er med til at gøre Skagen en helt unik sommerferiedestination.

1. Grenen: Hvor de to have mødes
Selvom de fem bedste ting ved Skagen ikke står i kronologisk rækkefølge, så er det her alligevel min nummer 1 på listen. Grenen på Skagens odde, hvor de to have mødes, er bestemt et besøg værd.

Tag evt. "Sandormen", en lille traktor med passagervogne, ud til spidsen af Danmark, eller vælg at trave turen i sandet.

Personligt kan jeg bedst lide at gå turen, hvis ikke der blæser en halv pelikan. 

Hvis temperaturerne er til det, vil jeg foreslå at du smider skoene og dypper fødderne i vandet - måske du endda får lyst til at have det ene ben i Kattegat og det andet ben i Skagerrak.

Når du nu er her, så kig evt. efter havpattedyr, som oftest ses på Grenen. Jeg har hørt, at man ofte kan spotte sæler, marsvin og endda delfiner i området.

Tip: ”Det blæser på toppen”, er ikke et falsk udsagn. Samtlige gang jeg har besøgt Skagen, og det er mange, har jeg måtte holde på hat og briller, så vinden ikke blæste mig væk. Derfor: Giv den ekstra gas med hårsprayen, eller find hatten frem.

2. Skagens Kunstmuseum - til både store og små
Et af de bedste barndomsminder jeg har, er fra min farmor og bedstefars bil på vej til Skagen Kunstmuseum. Min farmor kunne fortælle om alle skagensmalerne og forbandt historie med nutid, mens jeg beundrede de flotte malerier som særligt er kendt for at fange det specielle lys, som kun findes på Skagen.

For nylig er Skagens kunstmuseum blevet restaureret og der er blevet bygget til. Men museets cafe, som bestemt er et besøg værd, står i ligeså hyggelig og gammel stil som i gamle dage. Her sidder man blandt rosenbuske, velduftende kaffe og små gule bindingsværkshuse.

Tip: Man er ikke nødsaget til at købe billet til museet, for at komme ind i cafeen, så man kan godt nyde en varm kop kaffe uden at skulle stå i kø til museet.

Få mere at vide her: http://skagenskunstmuseer.dk/

3. Find dit bedste køb på 1. salen hos vinspecialisten
Jeg elsker at kigge på butikker, især i Skagen og omegn. Her er både gode loppefund i de lidt skæve butikker, som dukker op i takt med at sommergæsterne ankommer til byen, men også gode brugskunst butikker som fx Vinspecialisten, er et besøg værd. Sidste sommer opdagede jeg ved et tilfælde, at butikken havde en 1. sal fyldt med antik inspireret brugskunst, tæpper og puder.

Tip: Hvis indretning også lige er dig, så gå evt. også på udkig i Ålbæk, Hulsig (Galleri Hesselholt) eller i de små gader i Skagen. På strækningen fra Frederikshavn til Skagen finder du også Dot Keramik, som bestemt også er et besøg værd for de indretningsglade.

4. Spis friskfanget fisk på havnen
Sætter du ligesom jeg pris på god mad i en hyggelig atmosfære? Så tag din sult under armen og sæt mål mod Skagen havn. Her finder du et væld af små røde pakhuse, som serverer dagens friske fangst, gerne med en god portion hjemmerørt remulade til. Mit yndlingssted er Pakhuset, som ligger få meter væk fra de røde pakhuse og som serverer Jyllands bedste fiskefrikadeller.

Tip: Der kan være sort af mennesker på en solrig, varm sommerdag. Her er det godt at booke bord i forvejen, hvis man vil sikre sig frokost ved havnen.

Book dit bord på pakhuset her: http://www.pakhuset-skagen.dk/

5. Besøg Skagen Bryghus
Kan du lide øl? Så er Skagen Bryghus sagen. For nogle år tilbage spiste jeg frokost i bryghuset og derefter fik vi en samlet rundtur, hvor vi hørte om bryggeriets historie. Det var en rigtig god og autentisk oplevelse, som blev afsluttet af en masse gode smagsprøver. Selve restauranten er hyggelig, og om sommeren kan man være heldig at de har udendørs koncerter. Hvis man får lyst til en kold øl, efter en frisk tur på Grenen, så er det stedet man bør tage hen.

Tip: Bryggeriet sælger deres øl i flasker men også i store glaskrukker som er den perfekte værtsgave til julefrokosten m.m. Jeg købte fem special øl til mine bonusbedsteforældre sidst jeg var afsted, og det var et kæmpe hit.

Få mere at vide her: http://skagenbryghus.dk/

Ovenstående er mit bud på de fem bedste steder på Skagen og selvom der findes mange flere, er disse fem et godt sted at starte. Rigtig god ferie!

Ps. hvis du gerne vil have flere informationer, så klik dig videre her:

- http://skagen.dk/

- http://www.skagen-tourist.dk/skagen-tourist/velkommen-til-skagen

- http://www.skagen.net/

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Skagen
;