Middag med glæde på Grand Hotel Nizza et Suisse

En stor hoteloplevelse med gastronomiske sidegevinster! Det er essensen af vores oplevelse af Grand Hotel Nizza et Suisse, som var basen på vores sommerferie i Toscana: Et gennemført autentisk, italiensk hotel med udsøgt betjening og veloplagte tjenere, der på alle måder forsødede ferien.

Vi blev indlogeret i et romantisk indrettet værelse med udsigt over byens tegltage og tog en runde i huset. Solen bagte ind i receptionsområdet, hvor gæster og lokale vandrede ind og ud, for det var tid til den sene eftermiddagsdrink inden middagen, og den blev af mange nydt under baldakinen på solterrassen ud mod gaden, hvor der var liv og sommerstemning.

Huset havde en atmosfære af "de gode gamle dage", hvor vi blev mødt med venlige forespørgsler og følte os meget velkomne og opvartede. Og vi kunne lige nå en tur i pølen inden middagen, hvor vi fik skyllet den værste landevejsstøv af os efter turen fra Danmark. Swimmingpoolen lå i skyggen på en tagterrasse, og det var godt det samme, for den italienske sommersol bagte ned fra en skyfri himmel. Vi tog også en kigger i den flotte wellnessafdeling, men for os var det ikke fristende med massager, behandlinger og spabade - det var simpelt hen for varmt!

La dolce vita
Hotellets køkken og dermed vores halvpension var et kapitel for sig. Morgenmaden god og rigelig, indtaget på solterrassen - og aftensmaden en særlig oplevelse. Det blev til fem retter hver aften, når man tæller starter og salatbuffet med, og vi fik smagt ting, vi aldrig selv ville bestille, men som viste sig at være udsøgte retter af lokale råvarer fra Toscana. Hertil fik vi gode vine, som vi synes var meget billige i betragtning af restaurantens niveau. Tjenerne var virkeligt oplagte og gjorde middagene til en lille fest hver aften med deres imødekommenhed og humor.

Der blev fjollet til ære for familiens teenager, som fnisede taknemmeligt. Familiens overhovede fik særbehandling - ja, det er jo manden! - så han skulle smage for og blev nødet godmodigt for ekstra portioner, hvilket han sjældent modsatte sig. Imens måtte fruen finde sig i at blive opvartet som en dronning, stolen blev belevent trukket ud, servietten placeret i skødet, særlige desserter fremhævet - altsammen i uhøjtidelig og humørfyldt veloplagthed, som gik lige ind hos os.

Vandtempler og verdensarv
Om aftenen var der hyggeligt liv i gaden udenfor, og vi nød meget at sidde med en drink på hotellets terrasse i det lune mørke efter dagens middag og betragte folkelivet, der udspillede sig foran os. Hotellet ligger lige overfor indgangen til byens berømte kurpark; Il Parco delle Terme, hvor der var et lille tivoli opstillet, og hvor gademusikanter, turister og lokale unge blandede sig hyggeligt med hinanden.

Montecatini Terme kom i 2021 på UNESCOs liste over verdensarv. Den kaldes kurbyernes hovedstad og er stadig en af de største kurbyer i Italien, berømt for sit termiske vand. Kilderne med den livgivende og helbredende kraft har været kendt siden romertiden, og omkring 1900-tallet var Montecatini på toppen i sin absolutte glansperiode, hvor Europas adel, rigmænd, kunstnere og andre notabiliteter strømmede hertil i jagten på luksus og spa-oplevelser. Montecatini Terme var internationalt center for Belle Epoque, og det var også i den periode, mange af de flotte hoteller, der stadig pryder byen, kom til flankeret af casioner, teatre og restauranter, som skulle underholde de rige og berømte, når de ikke lå og marinerede deres kroppe i kurbadene.

Fra Grand Hotel Nizza et Suisse - der selv er et arketektonisk eksempel fra den glorværdige tid - kunne vi spadsere op til det gamle kurbad Tettuccio Spa, hvor man for 6,- euro kan købe adgang til en helt anden verden. Tettuccio har eksisteret siden 1400-tallet, og det var en fryd at sætte sig i stilheden under solsejlene med plisk-plask i ørerne fra fontæner og springvand. Her kommer man for at nyde den rolige stemning og meditere som i et kirkerum, så her holder folk stemmeføringen lav. Smag endelig på de livgivende dråber - de smager ikke særligt godt med deres noter af svovl og mineraler - men det er sundt, og der er gyldne vandhaner installeret flere steder med vand fra forskellige kildespring, og marmorvaskene er smukt dekoreret med små malerier og kunstværker i fliser og mosaik. Tettuccio Spa er nok det mest imponerende og i hvert fald det ældste af de ni tilbageværende kurbade i den 260.000 kvm store kurpark.

Montecatini Alto - og Toscanas øvrige perler
Den lille middelalderlandsby, der ligger på toppen af ​​en bakke oven for Montecatini Terme, er det oprindelige centrum. Heroppe har man et fantastisk panorama over kurbyen og det omkringliggende lanskab, og så er Montecatini Alto helt autentisk historisk med sine gamle huse, bymuren, store skyggefulde platantræer og flere cafeer og restauranter - perfekt til en lille frokost. Den sjoveste måde at besøge den gamle by er med kabel-togbanen, Funiculare di Montecatini, som blev indviet d. 4. juni 1898 under overværelse af bl.a. den berømte komponist Giuseppe Verdi. Banen er naturligvis blevet moderniseret gennem årene, men alle de originale funktioner er der, og man sidder stadig i de originale, røde vogne, mens man langsomt bliver hævet op og sænket ned ad den stejle bakke. Turen tager knapt 10 minutter, og vognene kører samtidigt i modsat retning langs det 1.077 meter lange spor og passerer midtvejs tæt forbi hinanden.

Når man har base i Montecatini Terme, bor man desuden helt centralt ift. Toscanas allerstørste attraktioner; Firenze, Lucca, Det skæve tårn i Pisa - og det bedste er, at der går tog - og det er billigt - fra Montecatini Terme, så man kan besøge de store turistmekkaer uden at bekymre sig om trafik og parkering, når bilen holder gratis hjemme i Montecatini Terme.

Da vi endelig skulle hjemad mod Danmark, valgte vi at køre meget tidligt om morgenen - også inden morgenmaden blev serveret. Men vi fik ikke lov til at forlade Grand Hotel Nizza et Suisse uden en espresso! Den venlige natportier insisterede på at sende os afsted med et god tur og en kop hed energi til rejsen nordover, og således sluttede vores hoteloplevelse som den begyndte - med udsøgt betjening.

Tekst og billeder: Karin Wenzel