Der er masser af oplevelser lige rundt om hjørnet fra hotel Mona Liza.
Gå ikke glip af lørdagsmarkedet i Arles, Arenaen i Nimes eller sigøjnerbyen Saintes Marie de la Mer ved havet.
Bjergtur
Men tag også bilen og kør de 68 km op i Provence og besøg den gamle, lille middelalderby Les Baux de Provence, der ligger på en top i bjergkæden Les Alpilles med panoramaudsigt over Provence.
Carrieres de la Lumières
Tæt ved byen finder man også det store gamle stenbrud Carrieres de la Lumières, der i dag er et interaktivt museum med forskellige temaer. Man går så rundt inde i stenhulerne og ser de kendte malerier, som er projekteret op overalt på væggene og loftet. Det er imponerende, meget gennemført - og klart et besøg værd!
Temaet for den udstilling, de kører i 2013, er Rejser i Middelhavsområdet med værker af blandt andre Monet, Renoir, Chagall.
Se mere her:
http://www.lesbauxdeprovence.com/baux-of-provence/culture-monuments-baux-provence-museum-castle-architecture/carrieres-de-lumieres.html
Maussane-les-Alpilles
Efter besøg i den smukke landsby Les Baux de Provence og stenbruddet med kunst på vægge og loft, kan det varmt anbefales at køre ned til den lille, hyggelige landsby Maussane-les-Alpilles (4 km), hvor man finder en lille hyggelig plads med de kendte plantantræer og en lille cafe, hvor man meget passende kan smage på den lokale rosévin.