Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Smagsløgene – Happydays’ opskriftsblog

Happydays' opskrifter
Blog oprettet: 16-01-2013 Blogindlæg i alt: 76 Antal kommentarer: 60 Antal følgere: 62 Følg denne blog

Spicy græskarsuppe

Sidst opdateret: 21-10-2022
Dette indlæg er læst 1638 gange
Oprettet: 16-10-2017

Hold forkølelsen fra døren: Lav en hed og krydret græskarsuppe, der varmer i maven her i den mørke, kolde tid – og få et par tips til sidegevinster med opskriften. Denne suppe kan man sætte helt sit eget præg på alt efter smagsløgene. Her er f.eks. brugt tikka-karry, som har sin helt egen karakter, ingefær, der giver bid og kraft samt citron- og limesaft, der giver perfekt syre til græskarrets sødme – og MASSER af løg og chili. Man kan også tilsætte flåede tomater, hvis man er til den slags – og helt undlade fløde og ost, hvis man ønsker en fedtfattig variant. Men prøv dig frem og kreer din egen favorit.

Du skal bruge (til 6 personer)
1 hokkaidogræskar
4 gulerødder
1 æble
2 løg
2 spsk. karry
1, 5 l. fond – f.eks. hønsekødssuppe eller grøntsagsboillon
100 gr. flødeost naturel
100 gr. flødeost pikant
2 dl. piskefløde 38 %
2 spsk. olivenolie
Tilsæt efter smag (parentesen viser, hvad her er brugt)
Frisk ingefær (en håndfuld)
Hvidløg (10 fed)
Frisk chili (2 stærke og en medium hjemmedyrkede)
Lime- og citronsaft (1 lime, ½ citron)
Salt og peber

Sådan
Skræl græskarret – eller udhul det, så du evt. kan bruge skallen til pynt med lys i.
Den hårde del af græskarret skæres i grove tern. Fjern den bløde del med kernerne.
Skræl løgene og hak dem groft – hvidløgene hakkes fint eller presses.
Rens (jeg skræller ikke) gulerødder og æble og hak det hele groft.
Ingefær skrælles og hakkes fint eller rives på rivejern.
Chili hakkes fint.

I en stor gryde varmes olien op – heri tilsættes karryen og brændes af.
Tilsæt løg og hvidløg og svits dem. Herefter kommes græskarternene i, og det hele sauteres ved høj varme, indtil græskarret bliver uldent at se på.
Tilsæt frisk, revet/finthakket ingefær og finthakket chili.
Når det hele er varmet godt igennem tilsættes fonden, og suppen simrer ved god varme i 30-40 minutter.

Sidegevinster
Imens suppen simrer, kan man bruge tiden på følgende:
Skær et ansigt i det udhulede græskar og sæt et fyrfadslys deri.
Rens græskarkernerne for kød. Kog dem i 20 minutter. Rist dem herefter i olie og salt, evt. lidt cayennepeber på en hed pande. De kan spises som snack og serveres til suppen. Men det tager sgu sin tid, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, resultatet er dét værd…

Inden servering
Tag suppen af varmen, tilsæt flødeost og piskefløde samt saften af lime og citron og blend den grundigt med en stavblender.
Herefter varmes suppen godt igennem og smages til med salt og peber.

Velbekomme! ønsker Karin fra Marketing

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.

Tags på indlægget

#Efterårsferie #Gastronomi & gourmet #Hyggestunder
;