Netop hjemkommet fra et skønt weekendophold på VANN Spa Hotell & Konferens har jeg lyst til at dele lidt ud af oplevelserne.
Qua mit job som Account Manager hos Happydays har jeg overnattet på mange forskellige steder rundt omkring i Danmark og Sverige. Det har altid være i forbindelse med besøg hos samarbejdspartnere m.m., men denne gang var det i privat regi. Vi, min kone Helle og jeg samt et godt vennepar, har gennem flere år haft en tradition om at tage på weekendophold rundtom i Danmark (vi har været i Skagen, Rungsted og København flere gange), men i år ville vi prøve noget nyt, og gerne noget med spa.
Mulighederne er jo mange, når man kigger på Happydays’ udvalg, men valget faldt på VANN Spa Hotell, som ligger kun en god times kørsel nord for Gøteborg, og da vi bor i Frederikshavn er det let at tage Stena-færgen hertil, så som sagt, så gjort.
Mod Gøteborg og VANN Spa
Vi tog afsted fredag morgen med 08-færgen og ankom til Gøteborg, hvor vi tilbragte et par timer i hyggelige, juleudsmykkede Haga, inden turen gik nordpå mod Brastad og VANN Spa.
Det var blevet mørkt da vi ankom, så der kunne vi ikke rigtigt danne os et indtryk af omgivelserne, men det fik vi til gengæld næste dag.
Modtagelsen i receptionen forløb hurtigt og smertefrit, og personalet tog rigtig pænt imod os – i det hele taget følger man sig meget velkommen af et sødt og smilende personale. Vi fik udleveret nøglekort til værelserne, som er af fin standard; god størrelse, stilrene og smagfuldt indrettet og med ikke så meget som et støvkorn. Efter at have pakket ud, gik vi i baren hvor vi vækkede appetitten med en veltillavet aperitif. Den inkluderede 2-retters middag blev indtaget i restauranten, og bestod af bruschetta til forret og den lækreste, cremede risotto til hovedret - mums.
Da vi var færdige her kunne vi høre guitartoner i loungebaren, for her underholdt en duo med hits fra mange årtier, med sang og på guitarer, super hyggeligt. Da det var i den første weekend i december,
var der flere mindre julefrokost-sammenkomster, som tilsluttede sig, men det gjorde bare stemningen endnu bedre.
Efter en lang dag var det en fornøjelse at dratte om i de lækre senge fra Carpe Diem - dem sover man virkelig godt i …!
En dag med spa og lækker mad
Næste morgen startede med en fantastisk lækker buffet med alt hvad et madglad hjerte kan begære, og efter en frisk gåtur rundt om hotellet og ned til fjorden, hvor den smukke natur blev beundret, ville vi benytte os af den inkluderede adgang til den store spa-afdeling. Her herskede der en rolig og behagelig stemning, og vi prøvede de mange forskellige pools, lige fra den ca. 5 grader varme (kolde) ”Ispoolen” (sådan føltes det …) til den 38 graders varme ”Skogspoolen”, hvor dæmpet belysning og lyden af fuglekvidder giver en meget afslappende oplevelse. Fra saunaen såvel fra liggestolene, er der en fantastisk, uhindret udsigt til den smukke fjord, som ligge nedenfor hotellet. Vi var også i den udendørs pool, som opvarmes med varmt kildevand, og hvorfra der også er flot udsigt til fjorden.
Der er, mod tillæg, mulighed for diverse spa-behandlinger, og fruerne besluttede sig for at prøve fiske-spaen – det skulle efter sigende være en meget speciel oplevelse. Imens nød min kammerat og jeg udsigten og en kop the fra liggestolene.
Hotellet er stort, men alligevel ikke større, end at det er let at finde rundt – og det er som om det er bygget op omkring eller rundt om et stort klippeparti, som man har udsigt til fra gangarealerne – det giver en fornemmelse af, at naturen bliver ”trukket ind” i hotellet – meget smukt og gennemtænkt.
Lørdag aften spiste vi i hotellets anden restaurant, ”Granito”, som serverer lækker, veltilberedt tapas, og efter morgenbuffeten søndag satte vi kursen sydpå mod Gøteborg. På vejen gjorde vi, efter anbefaling af gode, svenske kollegaer, holdt ved ”Laxbutiken” i Ljungskile og ”Kärrstegens Gård” på Berg – en utrolig lækker livsstils-/brugskunstbutik med café – begge absolut et besøg værd.
Alt i alt har det været en super god oplevelse, og det er ikke sidste gang, vi tager turen over Kattegat til VANN Spa.
Tekst og billeder: Henrik Storch