First hotel witt kalmar
First hotel witt kalmar
First hotel witt kalmar
First hotel witt kalmar
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
  • Hotel med havudsigt på historiske Kvarnholmen
  • Morgenmadsrestaurant og lobbybar
  • Relaxafdeling med fitness, sauna og pool
cd top arrow

Oplev Kalmar og Öland

3 dages kør selv-ferie på centralt hotel i Kalmar, Småland

Mærk historiens vingesus i en af Sveriges ældste byer, kystbyen Kalmar. Næsten overalt bliver man her mindet om den betydning, byen har haft gennem tiderne – også i den danske historie, for specielt i middelalderen var Kalmar scene for store politiske møder, og det var netop her, at den danske dronning Margrethe I samlede magten over Norden om sig i 1397. I skal bo på historiske First Hotel Witt, som ligger centralt i gåafstand til det legendariske Kalmar Slott og alle byens butikker, caféer og restauranter. Kalmar byder på oplevelser året rundt, og med storbyens muligheder og den lille bys nærvær og charme vil I trives på en herligt afslappende miniferie eller et weekendophold her. I bor blot 250 meter fra eventhuset Kalmarsalen og har desuden et godt udgangspunkt for biludflugter til Glasrikets glaspustere og ferieparadiset Öland, hvor I kan udforske den verdensarvslistede kalkslette Stora Alvaret, Byrums raukar med smukke kalkstensformationer, Solliden slot og fyrtårnene Långe Erik og -Jan.

Mærk atmosfæren på stedet, hvor Norden blev forenet. Det var nemlig på Kalmar Slott (1,5 km), at Margrethe I stod for dannelsen af den mægtige Kalmarunion i 1397 – en fredsaftale mellem de nordiske kongeriger, der varede indtil 1523. Lad jeres fodtrin give genlyd mellem de metertykke mure, når I træder ind gennem buegangen i Kalmar Slotts gårdhave, og få slukket jeres videnstørst på slottets spændende udstillinger. Gå derefter videre gennem den smukke bypark ved slottet, og nyd den smukke panoramaudsigt over slottet og Kalmarsund. Fra denne oase kan I fortsætte til den maleriske gamle bydel, hvor brostensbelagte gyder og velbevarede træhuse fra 1600- og 1700-tallet indbyder til mange pauser, og hvor I kan opleve finurlige arkitektoniske detaljer og idylliske haver.

Aktivitetsmulighederne i Kalmar er gode året rundt, og det kan anbefales at vandre eller cykle langs Kalmarsundsleden, en let tilgængelig og smuk sti på over 100 km, som kan tilgås fra Kvarnholmen. Gå heller ikke glip af Kalmar Amtsmuseum (300 m), hvor I finder de permanente udstillinger om den Kalmarfødte Jenny Nyström, kendt for sine julekort, og kongeskibet Kronan, som sank ud for Ölands kyst i 1676 og blev først fundet i 1980. I dag er over 30.000 genstande blevet bjærget og restaureret, herunder to guldmøntskatte og over fyrre bronzekanoner, og på museet kan I dykke ned i historien og opleve skibets dramatiske historie helt tæt på. Og så er det en ubetinget fordel at besøge Öland uden for sæsonen, når der er masser af plads til at lade sig imponere af Borgholm fæstningen, naturfænomenerne, stubmøllerne – eller blot besøge en særligt hyggelig, lille mormorcafe ved vejsiden. I Kalmar har I alle ingredienserne til en uforglemmelig weekend eller miniferie.

Læs mere 
Ankomst
First Hotel Witt

Faciliteter

  • Elevator
  • Hund tilladt
  • P-garage
  • Røgfrit
  • Swimmingpool indendørs
  • Trådløst internet

Adresse

Södra Långgatan 42
S-39231 Kalmar
Sverige

Hotelbeskrivelse

Jeres feriebase ligger i det centrale Kalmar kun en kort spadseretur fra Centralstationen (550 m), shopping og restauranter. Det klassiske hotel har aner tilbage til 1600-tallet, men i sin nuværende form opstod det i 1974. Hotellet er siden blevet renoveret ad flere omgange. Her bor I nær populære seværdigheder som ringmuren (100 m), Kalmar domkirke (200 m), KalmarSalen (250 m) og Kalmar Slott (1,5 km).

Hotellets lange historie startede med borgmesteren Johan Rådde, som i midten af 1600-tallet fik bygget det første hus. Omkring 1790 lå her en klædefabrik, som brændte ned i august 1800, så stort set hele den østlige del af Kvarnholmen gik op i røg. Huset blev derefter genopbygget, hvorefter en lang værtshus-epoke begyndte, og hotellet fik efterhånden sit nuværende navn efter den populære kældermester Heinrich Witt (1815-1883) fra Lübeck. Og som kuriosum kan det nævnes, at der for små 160 år siden, søndag d. 4. maj 1862, var premiere på den svenske ret Biff à la Lindström på hotellet.

Det røg- og kontantfrie hotel har 112 værelser og døgnåben reception med lobby møbleret med store lænestole samt lobbybar med mulighed for køb af sodavand, øl, vin, snacks og lette retter. Her er også morgenmadsrestaurant og elevator, og som hotelgæster har I fri entré til hotellets relaxafdeling, som er åben mellem kl. 7.00 og 22.30 med fitnessrum, sauna (åbner kl. 16.00) og swimmingpool på 4 x 6 m.

Der er mulighed for parkering mod gebyr i parkeringsgarage under hotellet (pris SEK 150,- pr. døgn, begrænset antal pladser). Parkeringen skal forbookes via et link, som I får tilsendt i forbindelse med bookingen. I øvrigt findes der offentlig parkering samt ladestationer til elbiler i det centrale Kalmar. Spørg i receptionen for vejanvisning.

Hotellets miljømærkning
First Hotel Witt er miljødiplomeret af SUSA, som er et miljøsystem, hvor man skaber forudsætninger for løbende forbedringer af hotellets miljøarbejde, med reduceret miljøbelastning som resultat.

Indkvartering

Alle værelser er ca. 12 m² store og har kvalitetssenge (160 x 200 cm), føntørrer, køleskab, skrivebord og stol, radio, TV og gratis trådløst internet (Wi-Fi).

Ankomst

Check-in fra kl. 15.00.
Check-out senest kl. 12.00.
Kontakt venligst hotellet forud, hvis I ankommer senere end kl. 18.00 på ankomstdagen.

Måltider

Morgenmad serveres kl. 6.30-9.30.

Kæledyr

Hotellet har et begrænset antal værelser, der er egnet til hund (gebyr SEK 300,- pr. ophold afregnes direkte med hotellet). Det er derfor kun tilladt at medbringe hund på hotellet, hvis det oplyses ved rejsebestillingen! Undlader man at oplyse på forhånd, at der medbringes kæledyr, kan man risikere at blive afvist ved ankomsten eller opkrævet ekstraordinært rengøringsgebyr. Det er ikke tilladt at medbringe kæledyr i hotellets restaurant.

Rart at vide

I kan opgradere til et 16 m² stort Superiorværelse mod et gebyr på SEK 200,- pr. døgn, som betales direkte til hotellet. Hør mere om muligheden i forbindelse med booking.

Find hertil
Hvis I ankommer i bil, vælg afkørsel Kalmar Centrum på E22, og følg skiltene mod centrum. Dette gælder, uanset om I kommer fra nord, øst eller syd.

OBS: Alle priser på serviceydelser og afgifter på hotellet (udover de inkluderede i opholdspakken) samt oplyste tidspunkter er vejledende. Priserne og tider er oplyst af hotellet og opdateres løbende, men der kan forekomme ændringer uden varsel. Happydays kan ikke påtage sig ansvaret for evt. ændringer og henviser til hotellet for aktuelle oplysninger ved ankomsten.
Rejsetips
Kalmar Slott, kongeskibet Kronan og golf

  • Kalmarsundsleden er en lettilgængelig vandre- og cykelsti på mere end 120 km og går langs gamle landeveje, jernbanevolde og landsbyveje. Stien er markeret med orangemalede afmærkninger på træer, sten og stolper og man kan tilgå stien fra Kvarnholmen, ikke langt fra hotellet: 100 m.
  • Omkring det centrale Kalmar er der en ringmur, der før beskyttede byen mod fjender. Muren blev bygget i 1600-tallet, da bymidten blev flyttet til sin nuværende placering på øen Kvarnholmen. Start jeres vandretur rundt om fæstningsværket ved Kavaljeren eller Stora Sjöporten, som var den sidste port bygget – og også den mest overdådige: 100 m.
  • Oplev stemningen i Kalmar Domkirke, som blev indviet i 1703: Et imponerende stykke barokarkitektur, indrettet med store, hvide hvælvinger, et stort og pragtfuldt alter, gravheller og rigt udsmykket prædikestol: 200 m.
  • Året rundt arrangeres der koncerter, teaterforestillinger, messer, musicals og meget mere i Kalmarsalen: 250 m.
  • Kalmar Amtsmuseum (Kalmar läns museum) er indrettet i Kalmar engmølles gamle lokaler med udstillinger om den svenske billedkunstner Jenny Nyström, der blev født i Kalmar, og kongeskibet Kronan. Stormagttidens vigtigste skib, Kronan, sank ud for Öland i et søslag mod den dansk-hollandske flåde i 1676, og langt senere, i 1980, blev det bjærget: 300 m.
  • Tripp, trapp, trull – sådan kaldes tre huse i centrum af Kalmar. I slutningen af 1700-tallet blev de opført af søstrene Fornander, som siden skænkede de specielle huse til domkirkens menighed. I dag er husene privatejede, men ejerne må finde sig i, at de er et yndet foto-objekt. Se også Castensgården fra 1667 – sadelmager Castens og hans hustru Anna Hermansdotter byggede det bastante hus med trappegavl på Storgatan 20, og siden da er der bedrevet handel i lokalerne ud mod gaden. Det gør huset til et af Sveriges ældste butikslokaler: 300 m.
  • Lige i udkanten af Kalmars midtby ligger det populære badested Kattrumpan Strand. I når stranden ad ti trappetrin for enden af Östra Vallgatan: 400 m.
  • Baronen Köpcenter, butikker, caféer og restauranter ligger side om side hele vejen til gæstehavnens kajkant: 400 m.
  • Kalmar Teater, som er en del af de svenske rigsteatre, har til huse i en enestående bygning fra 1863. Her kan I nyde en bred vifte af forestillinger og foredrag: 450 m.
  • Kalmar har et rigt restaurantliv, og der findes mange spændende restauranter, som I kan udforske. Besøg f.eks. den populære Storgatan 11 på Kvarnsholmen, som er en lille restaurant og vinbar: 450 m.
  • Hvis I tager toget til Kalmar, ligger hotellet i bekvem gåafstand fra Centralstationen: 550 m.
  • I Kalmars gæstehavn ligger restauranten Zegel by Wahlström. Her kan I slå jer ned ved en udeservering om sommeren og kigget på bylivet og bådene: 700 m.
  • Ønsker I en klassisk Kalmaroplevelse? Hop ombord på sightseeingbåden Kalmarfundran ved Ölandskajen, og se Kalmar fra vandsiden: 700 m.
  • Om sommeren kan I tage en runde minigolf hos Kalmar Parkgolf: 850 m.
  • Se den arkitektoniske perle Kalmar kunstmuseum, som inden for kuben af glas, rå beton og sortglaseret træ byder på en spændende kunstudstilling: 1 km.
  • Krusenstiernska Gården er et kulturhistorisk museum med tilhørende blomsterpark i Kalmars gamle bykerne. I den velbevarede 1800-talsbygning, der er kendt for sin samling af østindisk porcelæn, får I et interessant kig ind i tidsepoken: 1,5 km.
  • Hvis det regner, kan I besøge eventyrbadet i Kalmar med bølgemaskine, vandrutsjebane, vandgrotte m.m.: 1,5 km.
  • Sveriges bedst bevarede renæssanceslot, Kalmar Slott, har spillet en afgørende rolle i Sveriges historie siden det opførtes i 1100-tallet. I 1397 var slottet centrum for en af de mest signifikante, politiske begivenheder i Nordens historie – nemlig dannelsen af Kalmarunionen. I 1500-tallet havde slottet sin storhedstid og fik sit nuværende udseende, hvor forsvarsanlæggene og slottet blev forbundet med hinanden, mens salene blev indrettet med den pragt, de kan bryste sig af i dag. Slottet er historisk placeret der, hvor Kalmars middelalderhavn i Slottsfjärden lå. Åbent året rundt, dagligt i højsæsonen og torsdag-søndag i lavsæsonen: 1,5 km.
  • Ved slottet ligger Kalmars grønne oase, Kalmar bypark, som i 80'erne blev udnævnt til Sveriges smukkeste: 1,5 km.
  • Gå fra Sylvanderparken (850 m) ud til den nyanlagte Tjärhovets udsigtsplads: 2 km.
  • Spil en match tennis i Tennishallen på Ängöleden 11: 2,5 km.
  • Til moderne tiders store seværdigheder hører den 6.072 meter lange Ölandsbron. Broen blev indviet i 1972 og var dengang Europas længste bro: 4,5 km.
  • Det gamle fiskerleje Stensö, som i dag er et villakvarter og populært rekreationsområde med vandrestier tæt ved vandet. Her kan I f.eks. se Gustav Vasa-stenen, der er et minde om Gustav Vasas landgang på Stensö i år 1520 efter sin landeflugt: 6 km.
  • Lige ved Kalmarsund ligger Kalmar Golfklubb med sine to 18-huls golfbaner, Gamla bane og Nya bane. Den gamle bane er lidt længere og for mange af lidt mere udfordrende karakter, hvor første hul er en unik oplevelse, når man slår over Kalmarsund. Den nye bane er noget kortere og byder på et fint miljø mellem park og skov: 9 km.
Ölands fyrtårne og verdensarvslistede Stora Alvaret

  • Besøg Ölands turistbureau, Träffpunkt Öland, på den anden side af broen, og hent brochurer om seværdigheder og få information om aktuelle arrangementer: 11 km.
  • Öland Djur- och Nöjespark har åbent i sommersæsonen (april-oktober) og byder på alt fra bjergbaner til vilde karusseller, dyr fra alle mulige dele af verden, mad og is: 12 km.
  • Ikke langt fra Ölandsbron ligger Färjestaden med sin havn, strandpromenade langs havet, badestedet Talludden, restauranter med sommeråbne udeserveringer og Ölands købstad med shopping året rundt på alle ugens dage: 14 km.
  • Se vindmøllen Drottningen. Møllen er en såkaldt hollændermodel: 15 km.
  • Tag en runde golf på Saxnäs 18-huls golfbane, designet af Susanna Gustavsson, med en par 72 bane til spil året rundt. Dette sammen med det gunstige vejr giver en meget lang sæson: 15 km.
  • Beundr udsigten over Kalmarsund fra Algutsrums kirke, som ligger højt over landskabet. Inde i kirken kan I se prædikestolen og alteropsatsen, som er opført i 1700-tallets rokokostil: 15 km.
  • Stora Alvaret er en unik kalkstensslette, som er med på UNESCOs liste over verdensarv. Området, som historisk set er anvendt som græsnings- og landbrugsjord, udgør en fjerdedel af hele øens overflade og er 37 km lang og 15 km bred med alvarjord på den sydlige del af øen. Der er mange gode vandrestier. I kan f.eks. vandre i Nunnedalen i Vickleby og følge Paradisstigen (4 km lang): 24 km.
  • Ekerum Golfklubb består af to smukke 18-huls golfbaner og en 9-huls øvebane. De to 18-hulsbaner Långe Erik og Långe Jan er to fantastiske park- og hedebaner: 27 km.
  • Ölands Museum Himmelsberga er et fint frilandsmuseum i form af en by med gårde fra 1700- og 1800-tallet, som er indrettede og udstyret i overensstemmelse med datidens landsbyliv på Öland. Her er desuden også kaniner, får, grise og andre dyr: 33 km.
  • Besøg byen Lerkaka på det østlige Öland i Borgholms kommune. Navnet refererer muligvis til den lerholdige jords tendens til at "kage sammen" og blev allerede kaldt "Leerkaka" i 1467. I dag er landsbyen kendt for sin lange række af vindmøller, som er et populært turistmål: 34 km.
  • Mærk historiens vingeslag på Borgholms Slott, en af Ölands største turistattraktioner med rideskoler, rundvisninger og udstillinger. Slottets faste udstillinger fortæller om deres dramatiske historie. Her vises også varierede sæsonudstillinger i spændende miljøer. Tag med på en guidet rundvisning, og hør mere om slottets historie med personlig guide eller via audioguide. Borgholms Slott byder på mange aktiviteter for hele familien, og om sommeren åbner ”Børnenes slotseventyr”, hvor børn kan prøve forskellige udfordringer og blive slået til ridder eller prinsesse. I foråret og efteråret kan børnene opleve Drageborgen, hvor de spændende aktiviteter ”Jagten på drageguldet” og ”Find drageæg” indgår. Borgholms Slott, eller Slottsruinen, som den også kaldes i koncertsammenhæng, er en af Sveriges smukkeste udendørsarenaer – og hver sommer gives koncerter på Stora Borggården, som lokker store publikummer til. Borgholms Slott er åbent dagligt fra april til start november, og hunde er velkomne: 38 km.
  • Solliden er en slotslignende villa med arkitektonisk inspiration fra Axel Munthes villa, San Michele, på Capri i Italien. Villaen tilhører den svenske kongefamilie og tilbringer ofte sommerferien her: 38 km.
  • Besøg Hulsterstad, en såkaldt rækkeby, hvor gårde og huse er bygget på række langs med en bygade. Denne type byplan er meget almindelig for Öland: 44 km.
  • Ekopark Böda er et særpræget og indbydende landskab på den nordligste spids af Öland med klitter, høje kalkrige enge og en mangfoldighed af orkideer, frodige lunde og gamle ege: 47 km.
  • Eketorp Borg – rekonstrueret jernalderborg på Øland. Åben i sommersæsonen: 64 km.
  • Långe Jan på Ölands sydlige dæmning er et 41 meter højt fyr, hvor I kan nyde udsigten fra fyrplatformen om sommeren: 69 km.
  • Byrum er Ölands mest kendte og fineste raukområde. De sjældne stensøjler, omkring 120 stykker, er blevet mejslet ud gennem millioner af år af havets bevægelser mod kalkstenen. Her kan I også finde fossiler: 88 km.
  • Fra Byxelkrok kan I i sommersæsonen tage på en sejltur til den mytiske ø Blå Jungfrun, der ligger mellem Öland og fastlandet: 99 km.
  • Fyret Långe Erik på Ölands nordlige næs er et fyrtårn på 32 meter, her er også café og souvenirbutik i sommersæsonen: 107 km.
Smålands glasrige, Duvemåla, Karlskronas verdensarv og Ronneby Brunn

  • Udforsk Glasriket, hvor traditionen for at kreere mundblæst glas strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden. I Småland ligger glasværkerne tæt – besøg f.eks. Orrefors Glasbruk fra 1898 (49 km) og Nybro Glasbruk, som er det eneste glasværk, der ligger i et bymiljø: 33 km.
  • Mærk historiens vingesus på Rundqvistagården i Duvemåla, som i høj grad er forbundet med Wilhelm Mobergs udvandrerromaner om den viljestærke bonde Karl Oskar og hustruen Kristinas emigration til Nordamerika i midten af 1800-tallet. I Mobergs bøger er Duvemåla stedet, hvor Kristina voksede op, og som hun resten af sit liv i Amerika drømmer sig tilbage til. Se huset, haven og statuen af Kristina, skabt af kunstneren Niels Elley: 58 km.
  • Kosta Boda Factory Outlet er et 20.000 kvm stort shoppingområde med et bredt sortiment af glas, tøj, sko, interiør, bøger og blomster. Her er også hyggelige caféer og en unik mulighed for at besøge det historiske glasværksmiljø og se det levende håndværk. Besøg f.eks. Kosta Glasbruk fra 1742, Sveriges ældste virksomme glasværk, hvor I i skæret af ovnene kan følge med i produktionen: 72 km.
  • Karlskronas skærgård er fuld af øer. Oplev byen fra vandsiden med en af turbådene, som lægger til i Karlskrona havn. Byen byder også på fine shoppingmuligheder, et prisbelønnet marinemuseum og mægtige militæranlæg: 84 km.
  • Kurbyen Ronneby Brunn fra 1705: Oplev den smukke kurpark med spektakulære arkitektoniske træbygninger, rosenhaven, Brunnskogen med den japanske have og Brunnshallarna, en åben aflang søjlehal fra 1800-tallet: 102 km.

Blogindlæg relateret til First Hotel Witt

Oplev Sveriges forlystelsesparker i sommerferien
250528082335_presse 0000 wov trafikskolan 25 04 25 mg 1796
Kursen går mod Göteborg
250507034408_good morning goteborg 01
CHARMERENDE KARLSHAMN
240126092624_hv5
Mange gode vandretips!
231024013007_harzen
Kort

Radius omkring hotel:


First Hotel Witt
Södra Långgatan 42
S-39231 Kalmar
Sverige

E 016° 22.038'
N 56° 39.827'

Gæsterne fortæller

Skriv en kommentar (OBS: Kommentarer besvares ikke - skriv i stedet til mail@happydays.nu)

Har du oplevet forhold på din rejse, der bør medføre ændringer i vores præsentation af rejsen, bedes du sende en mail til mail@happydays.nu
Happydays forbeholder sig retten til at slette useriøse indlæg og kommentarer af anstødelig karakter.

Film

Oplev Smålands Glasriket

Oplev Smålands Glasriket

Glasriket er ikke kun et magisk univers af glasværker og glashytter, hvor man har skabt magi siden 1742. Det er også en smuk smålandsk natur med blanke skovsøer og dybe skove med blåbær- og tyttebærbuske samt aktiviteter som Nordeuropas længste zipline og Älgparken, hvor du kan komme tæt på ”Skovens konge”, elgen. Se filmen, og få en forsmag på Smålands berømte Glasrike, og hvad det har at byde på.

Copyright: Destination Glasriket AB

Favorite Not favorite
Gæsternes bedømmelse 4.1 af 5  
Baseret på 61 spørgeskemaer.
Hotellet er vurderet på:
Modtagelsen
4.2 af 5
Service
4.2 af 5
Værelse/lejlighed
3.4 af 5
Faciliteter
3.7 af 5
Morgenmad
4.3 af 5
Aftensmad
4.5 af 5
Beliggenhed
4.6 af 5

First Hotel Witt

Pris pr. person i dobbeltværelse
Fra DKK 749,-

Weekendophold i Kalmar inkl.

  • 2 overnatninger
  • 2 x morgenbuffet
  • 2 fl. vand på værelset
  • Kaffe, te og småkager ad libitum fra buffet i receptionen
  • Check out kl. 12
;