
Så blev der atter tid til at afprøve golf-formen, på en forårstur til det nordtyske!
Lige så snart vi så hotellet på hjemmesiden, tænkte vi, det skal prøves! Afstanden fra Danmark, beliggenheden ved søen, flot indretning, lækkert køkken – og et hav af golfbaner at vælge imellem i nærheden.
Seehotel Töpferhaus var virkelig et godt valg. Hotellet ligger smukt placeret i Alt Duvenstedt, mellem Slesvig by og Rendsborg. Sødt personale, dejlige værelser og senge, og en skøn beliggenhed ved en smuk sø ”Bistensee”. Hotellet har er virkelig godt udnyttet med en stor have, med mange små ”rum” at sætte sig hen og slappe af eller bare nyde udsigten.
Hyggelige værelser i samme flotte indretning, og gode senge. Fine badeværelser, rent og nydeligt, med lækker bruser.
Begge aftner var der bryllupper på hotellet, men det var slet ikke noget der støjede da festlokaler og telt, ligesom lå bagerst i haven, og væk fra ”os andre”. Vi kunne bare nyde synet af de festklædte flotte gæster og brudepar, da det skulle tages billeder ved vandet, hvor vi nød sauna og kolde bad.
Restauranten gav os mulighed for at spise udenfor, i et af de mange små orangerier der var sat op på terrassen. En sjov og anderledes oplevelse, og vi følte at vi kunne have vores egen lille fest uden at forstyrre andre gæster. :-) Der var radiator og lys tilknyttet orangeriet, så når skumringen indfandt sig, var der også styr på temperaturen. Lækkert vinkort, og vi afprøvede bl.a. en skøn tysk hvidvin, en Grauburgunder. Den var lækker og frisk, og bestemt til at betale. Inde i restauranten var der også en fin ”aroma” samling, over diverse druer, det har jeg aldrig set før.
Maden – blev første aften serveret som ”social servings”, dvs. mange småretter bliver sat ind og vi deles om det. Hold da op det var lækkert. Virkelig. MUMS. Anden aften kunne vi selv vælge ud fra et menukort, nogle retter fra aftenen før var gentaget, så der blev også valgt nogle favoritter vi bare SKULLE have igen, men der var også nye muligheder. Der var både grønt, fisk, og kød at vælge imellem, så vores lyster blev godt dækket ind.
Morgenmaden var der også kræset omkring, med et lille men delikat udvalg hvor det hele føles nærproduceret og hjemmelavet. Selv ”nutellaen” kværnede man selv, på hasselnøddekerner, og det var mange andre små ting som man blev overrasket over. Også her – MUMS.
Udover det skønne hotel, afprøvede vi 3 golfbaner indenfor en lille radius på cirka 15-30 min. Da man vælger at køre lidt sydpå, håber man på at græsset har vokset lidt mere end derhjemme i april måned, men sådan var det faktisk desværre ikke. De 3 baner vi spillede var: GC Altenhof, som ligger rigtigt flot ved et gods, og de flotte store træer omkring banen vidner om at de har nok været med om en del... En fin bane som jeg godt kunne tænke mig at spille igen.
Lørdag spillede vi An Der Schlei, og her var greens ikke helt på toppen, men ellers en helt ok bane, med flot udsigt på visse huller.
Søndag afsluttede vi med Lohersand, som var en sand fornøjelse, selvom hul 1 gjorde os lidt ”nervøse” om alle hul skulle være så smalle... Flot træningsanlæg og banen stod superflot, også greens. Masser af lyngområder som vi desværre ikke så i blomst (men en lille smule nemmer at finde boldene) og med lyng er der ofte også hugorm – vi mødte 2 små.
Godt fyldte med golf, god mad og hyggelige timer sammen med gode venner, vendte vi snuden nordpå igen, og igen - valget af hotel med så kort afstand ind i Tyskland var skønt især på hjemturen.
Varmeste anbefaling til Seehotel Töpferhaus herfra!
Anna, Britt & Co