
Westfield Hamburg-Überseequartier i bydelen HafenCity er et spritnyt og omfattende shopping- og oplevelsescenter, som åbnede d. 8. april 2025. Med over 170 butikker på et areal svarende til ti fodboldbaner, tilbyder centret en imponerende blanding af kendte internationale og tyske brands, spændende restaurantkoncepter, afdelinger for personlig pleje med frisør, kosmetikstudio, barbershop og spa, LEGO Discovery Centre (åbner i løbet af 2025) samt den topmoderne biograf Kinopolis.
Indkøbscentret er allerede en attraktiv destination for både lokale og turister, og det ligger i direkte forbindelse med U-bahn-stationen Überseequartier, hvilket gør det nemt at komme til med offentlig transport.
Masser af lækre spisesteder
Westfield Hamburg-Überseequartier byder på 40 forskellige restauranter og caféer! I den moderne food hall "The Kitchen" kan besøgende nyde et varieret udvalg af lokale madkoncepter som Bear Claw (burgere og sandwiches), Chingu (koreansk friteret kylling), Chay (vegansk asiatisk mad), Zushi Market (sushi), Poori (streetfood) og Spießig (moderne tyrkisk mad og kebab). Langs kajpromenaden planlægges desuden en à la carte-restaurant med panoramaudsigt over HafenCity og Elben.
Topmoderne biografoplevelse
Kinopolis Hafencity er en topmoderne biograf, som ligger inde i det nyåbnede Westfield Hamburg-Überseequartier i Hamborgs trendy bydel HafenCity. Med sine ti sale og den nyeste teknologi inden for lyd og billede lover biografen en filmoplevelse i særklasse. Flere af salene har Dolby Atmos-lydsystem, som skaber en omsluttende og realistisk lydoplevelse, hvor lyden kommer fra alle retninger – også ovenfra. For dem, der ønsker en endnu mere intens oplevelse, tilbyder Kinopolis Hafencity også D-Box Motion-Seats i nogle af salene. Disse sæder synkroniseres med handlingen på skærmen og bevæger sig i takt med filmen, hvilket tilføjer en ekstra dimension til filmoplevelsen.
LEGO Discovery Centre – åbner i løbet af 2025 (endelig dato ikke fastlagt)
Vær med, når LEGO Discovery Centre i Hamburg åbner! Det er en spændende indendørs attraktion fyldt med interaktive LEGO-oplevelser for børn og deres familier. Centret ligger i det nyåbnede indkøbscenter, og her kan besøgende dykke ned i en verden af LEGO og kreativitet med over to millioner klodser til rådighed til leg og byggeri.
I LEGO Discovery Centre Hamburg findes der 12 forskellige zoner og attraktioner. Blandt andet kan du:
· Få vinden i ansigtet i 4D-biografen
· Styre LEGO-rumskibe gennem et digitalt univers i attraktionen "Weltraum Mission" (rummission)
· Udforske imponerende LEGO-kreationer i "Mini World"
· Deltage i kreative workshops og lære af "Master Model Builders"
· Lade fantasien få frit spil i byggezoner som "Bau Abenteuer" (byggeeventyr)
· Udforske en særlig DUPLO-park for de yngste gæster
Bemærk, at LEGO Discovery Centre Hamburg i øjeblikket er lukket. Den planlagte åbning var i foråret 2024, men er blevet udskudt til 2025. De præcise åbningstider vil blive offentliggjort nærmere datoen på den officielle hjemmeside:
https://www.legodiscoverycentre.com/hamburg/en/
Vi opdaterer datoen på bloggen, så snart vi ved mere.
Har du lyst til at opleve Hamborg og det nye indkøbscenter Westfield Hamburg-Überseequartier?
Se vores hoteller i Hamborg