Pizza!

Det lyder banalt, men en af mine bedste ferieoplevelser på den kulinariske front er en flad italiensk pizza.

Den blev serveret på en larmende, romersk frokostrestaurant under lysstofrørenes golde lys. Omgivet af romere, ikke turister, hvis man da ikke tæller mine fire rejsefæller med. Vi var havnet i den hemmelige pizzahimmel – og det var ikke engang med vilje.

Jeg havde netop forladt Peterskirken og kunne i selskab med fire kollegaer på en af Happydays’ udødelige studieture vinge Vatikanet af på firmaets lille scoreboard, og nu var vi på jagt efter andet end åndelig føde. Vi lod os for en gangs skyld – modvilligt og sultne – lokke af en af de her irriterende ”Youcomewithme – special price for you!”-typer, der snart førte os gennem de snirklede labyrinter og gyder i det VIRKELIGT gamle Rom omkring Vatikanet, og vi forsikrede mange gange hinanden om, at det næste gadehjørne bød på et bagholdsangreb.

Men nej. Restauranten var undseelig. Interiøret originalt (læs: fra 80’erne) og larmen af speedsnakkende romere infernalsk. Men så kom maden på bordet… Saftig bruscetta. Grillede auberginer. Og pizza. Helt flad, helt enkel – ost, tomatsauce, basilikum, pølse. Stille ekstase.

Morale: Gå altid med fremmede mænd i Rom.