Hoteller til ferien med happydays_dk
Øjeblik - vi henter hoteller til dig!
cd top arrow

Ein smuttur

Ein smuttur med Happydays
Blog oprettet: 22-10-2018 Blogindlæg i alt: 14 Antal kommentarer: 201 Antal følgere: 3 Følg denne blog

Saltet – fra guld til gadestøv: En historie om Lüneburg

Sidst opdateret: 21-11-2021
Dette indlæg er læst 3139 gange
Oprettet: 09-01-2020

Når vi hver vinter kører tonsvis af salt på de glatte veje, så er der ikke mange, der tænker på, at råstoffet engang var så kostbart, at der blev udkæmpet krige på grund af det. I dag ved vi, at der er salt nok i undergrunden til milliarder af æggemadder, men dengang salt var en svært tilgængelig råvare, var det byer som Lüneburg, der styrede verden. Ene alene fordi, den er grundlagt oven på en gigantisk, underjordisk salthorst.

Det Hvide Guld
Saltet har siden tidernes morgen være uundværligt som konserveringsmiddel. Før køleskabet og fryseren blev opfundet var saltning – og røgning – den eneste måde at dæmpe mikroorganismerne i fordærvelige varer med. Det er først langt op i vores tidsalder, at teknologien har gjort det så enkelt og billigt at udvinde salt, at man kan tillade sig at svine med det. Før den tid udvandt man salt af havvand, og det var i sagens natur fyldt med partikler og urenheder. 

Så da man omkring år 800 opdagede forekomsten af ren salt under Lüneburger Heide, blomstrede her hurtigt en by op: Lüneburg blev grundlagt på toppen af en salthorst, og saltet var så hvidt og af så usædvanlig en kvalitet, at den blev byens kilde til rigdom og succes. Efterspørgslen fra en verden, hvor handel og skibsfart, korstoge og krige satte dagsordenen, var enorm. Saltet blev Lüneburgs og hele middelalderens Hvide Guld.

Saltvejen fra Lüneburg til Lübeck
Omkring år 1200 var Lüneburg på toppen som en af verdens mægtigste byer, da den forsynede hansestædernes hovedstad Lübeck og dermed hele handlen på Østersøen med salt til sild m.m. Den 100 km lange rute, hvor man fragtede saltet mellem Lüneburg og Lübeck, fik navnet Saltvejen og blev en af middelalderens vigtigste handelsruter. Rejser man i dag i fodsporene på saltet langs den gamle rute, rejser man stadig igennem den vrimmel af landsbyer og handelsbyer, som naturligt skød op langs ruten, og de er i dag utroligt velbevarede og idylliske.

Det samme gælder Lüneburg. Byen gik fri af bombardementerne under Anden Verdenskrig, så den gamle bydel er et historisk vidnesbyrd af de helt sjældne. Arkitekturen bærer præg af de enorme rigdomme, saltet skaffede til byen, og byens gamle byport, de originale saltpakhuse og den historiske kran på havnen, der var byens vartegn dengang, står i dag som tavse symboler på fortidens aktive dage, rigdom og magt. 

Saltet er kommet på museum – og med på wellnessbølgen
Fra 1600-tallet ebbede Lüneburgs position ud i takt med, at hansestædernes magt blev svækket. Med industrialiseringen blev saltudvinding langt billigere og raffineret, og i dag er det faktisk atter verdens have, der er den største leverandør til det salt, vi forbruger. I Lüneburg spiller saltet således også kun en birolle nu – den er historie. Men selv om Lüneburg mest af alt er et – ganske vist rigtigt charmerende – frilandsmuseum i dag, så kan man også slå vejen forbi Deutsches Salzmuseum i byens tidligere saltudvindingsanlæg på Sülfmeisterstrasse 1, hvor du kan få hele historien om salt fra middelalderen og frem til i dag. 

Heldigvis har Lüneburgs hvide guld dog også fået en lille aktie i et meget nutidigt eventyr: Wellnessindustrien. Byens bedste badeland SaLü Salztherme er, som navnet antyder, et kurbad der forsynes med vand fra byens saltkilde. Syv forskellige bassiner, et samlet overfladareal på i alt 1.600 m2, op til 36 grader varmt vand, bølgebassiner, udendørsbassiner, strømkanaler, vandmassage og ikke mindst et saltindhold højere end Nordsøens er den sikre vej til velvære. Dertil komme saunalandskabet og masser af muligheder for at bestille diverse skønheds- og wellnessbehandlinger. Jo, saltet gør det stadig værd at besøge den gamle middelalderby på Lüneburger Heide.

Lüneburgs legendariske saltmine lukkede i 1980. En epoke var uigenkaldeligt forbi. Men Lüneburg ligger stadig og troner på toppen af en flere kilometer høj, underjordisk salthorst, hvor der endnu kun er skrabet lidt i overfladen…

Oplev Lüneburg og Lüneburger Heide ved selvsyn >
Se alle vores hoteller i Niedersachsen

Du er også velkommen til at ringe eller skrive, så strikker vi et godt rejsetilbud i Niedersachsen sammen til dig >
Kontakt Happydays her

Kommentarer
Skriv en kommentar
Happydays forbeholder sig retten til at slette kommentarer af anstødelig karakter.
02-02-2020 22:18skrevPer Holm
Det ville være rigtig dejligt at vinde, da vi trænger til en lille ferie.
Det lyder som en rigtig dejlig oplevelse, med mange spændende seværdigheder under turen.
Der er jo også altid styr på tingene, når Happydays arrangere ????

Tags på indlægget

#Tyskland #Nordtyskland #Niedersachsen Nord #Lüneburg #Einsmuttur
;