Af Søren Idun
Ferie og madoplevelser hører sammen. Det er altid skønt med en ferie på et hotel, hvor kaskader af dejlig mad altid står parat til en. Eller når man famler sig vej igennem et fransk menukort, med beskedne brokker endelig får bestilt, og bagefter spændt afventer om det bestilte bare nogenlunde lever op til det, man troede, det var.
Hvis man er tilstrækkelig åben, kan man nemt komme på kulinariske rejser i nye smagsuniverser, og mange af mine egne bedste smagsoplevelser er udsprunget af, at jeg gik på opdagelse i den del af menukortet, hvor jeg rent sprogligt allerede var sat af.
Selvfølgelig kan man af og til opleve, at man får noget, som man - hvis man skal formulere det pænt - absolut ikke ville bestille igen, men efter min mening opvejer alle de fantastiske nye madoplevelser klart de få svipsere, der kan snige sig ind i billedet. Og når man kommer hjem fra en dejlig sansemættet ferie med masser af inspiration, så er det altid spændende at se, om man selv kan kreere nogle af de mange spændende retter i sit eget køkken.
Oftest rammer man ikke helt feriens enestående oplevelser på madsiden, men man får lejlighed til at snakke om alle feriens andre oplevelser – og måske finder man feriebillederne frem og genoplever en snert af feriens afslappende atmosfære. Når ikke vi er på decideret hotelferie, så indkvarterer vi os oftest på et lejlighedsressort, hvor der oftest er samme restaurantmuligheder og service som på hotellerne, men hvor man så oven i købet også har sit eget lille køkken.
Når jeg er på ferie, gider jeg ikke stå og lave mad i timevis – oftest er sådan et feriekøkken heller ikke egnet til særlig meget andet end at koge et par æg og den slags. Derimod nyder jeg at lave min egen lille frokost med spændende specialiteter fra lokalområdet. Man kommer langt med lidt godt brød og nogle små smagsprøver af slagterens gode lokale paté og lidt forskellige skiver af egnens pølser. Lægger man dertil et lille udvalg af oste, store solmodne tomater, agurker med de sjoveste krumninger og masser af frugt og en stor skål af de flotteste oliven, ja så mangler man egentlig bare at sætte prikken over i’;;et med et glas af den lokale rødvin, der altid smager himmelsk på ferien, men som man skal huske ændrer fuldstændig smagskarakter, når den bringes med hjem over hjemnationens grænse.
For mig er madoplevelserne en stor del af ferien, og jeg glæder mig til ganske snart at komme til Gardasøen igen. Her kan jeg huske en vinhandler i Malcesine, der sælger den skønneste præmierede balsamico og en koncentreret trøffelolie, som er et genialt pift til en rødvinssauce. Ham skal jeg besøge igen – det er der ingen tvivl om.
Rigtig god sommer!