Pist væk Barsebäck

Atomkraftværket lukker og slukker - som turistattraktion

Plutonium! Millirem, millirem…
Hvorfor var der ikke nogen i 1980, der fortalte mig, at jeg en dag ville gå fornøjet rundt på atomkraftværket Barsebäck og se på brændselsstave og promoveringsvideoer – sågar modtage en kop kaffe og en kuglepen med kække køletårne i logoet? Så ville jeg jo have vidst, at Jorden ikke gik under…

Som barn af 70’erne voksede jeg op med Jomfru Ane Band og grundangst. Kold krig, luftalarmøvelser hver onsdag, pjecer på køkkenbordet med tretrinsanvisninger i tilfælde af atomkrig: Luk døre og vinduer. Bøj hovedet ned mellem benene. Kys din røv farvel. Kernekraft fik ikke et ben til jorden i Danmark. Vi akkumulerer: Atomkrig – farligt. Atomkraft – same shit, nej tak! På biblioteket i Klokkerholm sørgede de for, at alle raske drenge og piger fik rigt illustrerede bøger med hjem, hvor vi kunne læse om strontium, stråleskader og alle de kræftformer, vi stensikkert ville få, når Barsebäck revnede og sendte sine dødbringende, blågrønne skyer af radioaktivitet ud over Danmark. Vi var dødsens!

Traumet sidder åbenbart så dybt, at det gav et gib i mig, da jeg i sommer pludselig – på min ellers så fredelige sommerferiekøretur i Skåne – fik øje på ikonerne: Barsebäcks to mørke reaktortårne. Der stod de. Midt i en gylden kornmark med blå himmel og et glitrende Øresund som baggrundstæppe. Som om!

Jacob var straks begejstret – det er jo lukket! Come on, vi skal da hen og kigge ind over hegnet! Jeg tror, vi forestillede os et gitterhegn med to brædder slået over kors og et påmalet indædt ”Stängt jävla!” – og derfor, kun derfor, lod jeg mig lokke. Vi rumlede ned ad asfaltvejen, tættere og tættere på, var det ikke som om al fuglesang forstummede? Reaktorerne tårnede sig op, den enorme parkeringsplads med plads til hedengangne 1.430 ansattes Volvoer var ildevarslende enorm. Men den var også forbavsende velholdt – og der holdt faktisk biler?! Og nu gled dørene for foden af de grå tårne til side, og ud i solen trådte en smilende, ung mand – alene for at byde os to velkommen til turistattraktionen Barsebäck!

Her serverer de kaffe og slet skjult reklame for kernekraft, og her kan du være heldig at blive budt på gratis nøgleringe og tørre vittigheder. Som da den unge mand – der hedder Joel og udover sit fritidsjob på Barsebäck passer sit studie på miljøteknisk fakultet på universitetet i Lund – inviterede os på grillkväll (!) og beklagede, at de ikke længere var i besiddelse af aktive brændselsstave, som ellers nok kunne sætte fut i korven (pølserne)… Det med grillaften var faktisk helt alvorligt ment: Hver onsdag i sommersæsonen inviterer de alle interesserede til en lille havefest, hvor der grilles pølser og hygges med røverhistorier i solnedgangen. Husk at bestille plads! Det er åbenbart populært at sidde med et stille gys over lidt branket gris, der har været i kontroversiel nærhed af beriget uran – sådan rent historisk.

Vi havde desværre andre planer den aften, og rundvisninger i selve kernekraftværket kræver mindst 14 dages forudbestilling af sikkerhedshensyn. Det ville ellers være et hit at tage en selfie inde under reaktorkernen, hvor der stadig kan spores radioktivitet! Styrken svarer til den, du bliver udsat for hos tandlægen, når han tager et røntgenbillede, så den kan knapt nok ophidse en geigertæller… Men vi fik en opløftende rundtur i infocenteret, der var båret af den unge Joels entusiasme og et videbegær, der også vendte den anden vej: Hvor kommer I fra? Hvordan går det med skiffergassen i Nordjylland? Vi så en video, fyldt med softede billeder af grønne enge og blød, kvindelig speak, der forsikrede os om, at atomaffald opbevares otte kilometer under det svenske urfjeld i specialdesignede bronzeampuller indstøbt i titanium indstøbt i beton indstøbt i mere beton, der bare bliver endnu mere sikkert, hvis det udsættes for vand... Eller noget i den retning.

Kernekraft er – nok ikke helt fortjent – verdens værste brand, og jeg ville nødigt blive sat til at rebrande det. Men er der nogen, der kan, så er det dem på Barsebäck! Det blev både interessant, oplysende, vedkommende og tog toppen af nerverne. Så jeg vandrede befriet ud i den svenske sommersol. Det er jo for længst slut med Barsebäck, det lukker, slukker og rives helt ned indenfor en overskuelig fremtid. Det er næsten synd, at ikke flere kan se det, for hold nu op, hvor er de flinke derinde. Barsebäck er, undskyld udtrykket, en strålende seværdighed!

Fakta om Barsebäckværket

Indviet 1973. Beskæftigede på sit højeste i 1999 430 fuldtidsansatte samt ca. 1000 løsarbejdere. I 1997 besluttede den svenske regering at nedlægge kernekraftværket. Sidste reaktor lukkede i maj 2005. Totalproduktion af el fra kernekraft 200,8 TWh (milliarder kilowatttimer). Til og med 2019 var Barsebäck serviceelværk og testcenter - og turistattraktion - med et årligt besøgstal på ca. 3000. Nedrivningen af kraftværket skal efter planen påbegyndes i 2020 og afsluttes på et endnu ikke fastsat tidspunkt. Der er stadig tre aktive atomkraftværker i Sverige med i alt 12 reaktorer.

Kilder:
barsebackkraft.se
Kävlinge Lokaltidningen
Ingeniøren (ing.dk)